Kategoriarkiv: Løftebrud

Kontanthjælpsloft: Venstres skæve skud rammer børnene

blogforside11

Det var ved Venstres Landsmøde i 2013, at Lars Løkke begyndte at tale om det: Et “moderne kontanthjælpsloft”, som skulle få flere mennesker i arbejde. Men først nu – godt og vel to år senere – har Venstre endelig afsløret, hvordan det loft skal se ud. Og det er, mildt sagt, ikke imponerende. Sagen om Venstres kontanthjælpsloft har desværre det hele: Inkompetence, en snert af politisk rænkespil, løftebrud og et Venstre-udspil, som ender med at gå ud over børnene. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Venstre hemmeligholder kontanthjælpsloftet

Lige efter Venstres landsmøde i 2013 lovede partiets daværende skatteordfører, Torben Schack Pedersen, at Venstre – inden Folketingsvalget – ville konkretisere, hvad det moderne kontanthjælpsloft inderbar.

Torben Schack Pedersen:

Vi har ikke lagt os fast på en præcis model. Vi har sagt, at princippet bag kontanthjælpsloftet – at det skal kunne betale sig at arbejde – skal genindføres. Men vi har ikke lagt os 100 procent fast på, hvordan det skal se ud“.

Interviewer:

Hvornår kan danskerne regne med at få klarhed over, hvad I konkret vil gøre?”

Torben Schack Pedersen: 

“Vi skal nok sørge for, at danskerne ved, præcis hvad vi går til valg på, når vi nærmer os“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det er vel også rimeligt, når nu Venstre baserede hele deres valgkamp på netop kontanthjælpsloftet.

Men det blev ikke konkretiseret, og tiden gik. Først var det medier, interesseorganisationer og politiske modstandere, som kritiserede Venstre for at hemmeligholde kontanthjælpsloftets indhold. Men der gik efterhånden så lang tid uden lyd fra Venstre-ledelsen, at kritikken også begyndte at komme fra politiske medspillere og sågar fra adskillige medlemmer af Venstres bagland. De var ganske forståeligt bange for, at manglen på udmeldinger om kontanthjælpsloftet kunne skade Venstres troværdighed. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det er vigtigt for vælgerne at vide, hvor Venstre står i forhold til kontanthjælpsloftet, fordi vi melder ud, at det skal kunne svare sig at gå på arbejde. Det skal det også kunne. Og så synes jeg, at jo tættere vi kan komme på, hvad tingene betyder, jo bedre er det, og jo mere ærligt er det at gå til valg på“. (Kilde)

Rimelige betragtninger fra Venstre-borgmester, Uffe Schmidt, som blandt andet følges op af Venstre-byrådsmedlem Bo Nygård Larsen:

Derfor bliver Venstres ledelse inden næste valg nødt til at fortælle, hvad det moderne kontanthjælpsloft skal være. Det berører jo mange menneskers økonomi, og de har naturligvis krav på at vide, hvad de kan regne med, hvis Venstre vinder valget“. (Kilde)

Ganske korrekt, men partiledelsen forblev tavse, selv om flere Venstre-folk kom med lignende kommentarer. Og pludselig var meldingen fra Venstre-toppen en anden: Vi fortæller først, hvad kontanthjælpsloftet skal være, når vi sidder på ministerkontorerne. (Kilde)(Kilde)

Det medførte selvsagt markant kritik fra de politiske modstandere under valgkampen. Prøv at høre, hvor skarpt den kritik forrettes af Morten Østergaard, hvor meget på glatis Lars Løkke kommer, og hvor uendelig lidt han svarer på spørgsmålet:

(Kilde)

Så der kom ikke noget Venstre-svar om kontanthjælpsloftet før valget. Prøv lige at overveje det: Venstre baserer en hel valgkamp på et politisk tiltag uden at ville afsløre, hvad det pågældende tiltag indebærer.

Så var der vel kun tilbage at håbe, at Venstre ville ramme plet med deres stort anlagte kontanthjælpsloft.

Kontanthjælpsloftet i korte træk

Kontanthjælpsloftet har et misvisende navn, da selve kontanthjælpssatserne ikke ændres – med undtagelse af et tilfælde. Det vender vi tilbage til. Loftet er i stedet en øvre grænse for en række ydelser, der kan modtages ved siden af kontanthjælp – f.eks. boligstøtte. Venstre vil:

  1. Indføre det såkaldte kontanthjælpsloft.
  2. Inddrage al ferie fra kontanthjælpsmodtagere.
  3. Indføre krav om 225 timers arbejde i løbet af et år som betingelse for at modtage kontanthjælp. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Kontanthjælpsloftet får størst konsekvenser for ægtepar med børn og enlige forsørgere, der kommer til at opleve en nedgang i deres rådighedsbeløb på mellem 4,5% og 23,4% alt efter, hvor mange børn de har. For ægtepar med børn vokser forringelsen af deres vilkår med antallet af børn i familien.

Rådighedsbeløbene indbefatter al tænkelig økonomisk bistand udover kontanthjælp: Boligsikring, børnepenge, den særlige boligstøtte og tilskud til daginstitutionsbetaling – en række ydelser, som lavtlønnede typisk også har ret til. Derudover er beløbene baseret på Beskæftigelsesministeriets antagelser om, hvor høje huslejer og boligudgifter kontanthjælpsmodtagere vil have. Rådighedsbeløbene gælder således, hvis en kontanthjælpsmodtager kan bo til godt og vel 6100 kr. i husleje og 1.100 kr. i boligudgifter. Jo højere husleje og boligudgifter, jo lavere rådighedbeløb. (Kilde)(Kilde)

Rådighedsbeløb11
Oversigt over kontanthjælpsmodtageres månedlige rådighedsbeløb (Kilde)

Kontanthjælpsloftet sender børn ud i fattigdom

Kontanthjælpsloftet har derfor været udsat for massiv kritik for at forringe vilkårene for børn, og især udsatte børn. Den kommer forståeligt nok fra politiske modstandere, men også fra en række organisationer som Red Barnet, Børns Vilkår og Socialrådgiverforeningen, der alle kritiserer regeringen for at gennemføre politiske udspil, som sender børn ud i fattigdom. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Ifølge Red Barnet lever omkring 41.000 danske børn under fattigdomsgrænsen. Organisationen beskriver, at livet for et fattigt barn i Danmark typisk er meget isoleret, fordi de lever i en familie, hvor der ikke er penge til at deltage i samme aktiviteter som deres jævnalderende: Skoleudflugter, ture med fritidsklubben, dyrke sport i fritiden og så videre. Derudover kommer isolationen af, at børnene ofte trækker sig fra fællesskabet grundet skam over, at de ikke på samme måde som deres jævnaldrene får julegaver, madpakker, biografture, tøj, ferier og lignende. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En UNICEF-undersøgelse af 41 industrialiserede lande viser, at andelen af fattige danske børn er stigende, og Danmark indtager en 24. plads på listen over de lande med den mindste stigning i andelen af fattige børn. Bedre går det i Norge, Finland og Sverige, der ligger henholdsvis nr. 5, 8 og 13 på listen, og hvor tendensen er – modsat i Danmark – at andelen af fattige børn er faldende.

Samme billede viser i forhold til, hvor stor en del af unge, der er uden for skole-, beskæftigelse eller jobtræningssystemet. I Danmark er andelen større end i både Norge, Sverige og Tyskland, hvor de to sidstnævnte klarer sig meget bedre og har et fald i andelen af unge udenfor de systemer. Rapporten viser samlet set, at antallet af fattige danske børn er steget med 13.000 siden 2008. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Ifølge Red Barnet og en række andre organisationer er det typisk børn af kontanthjælpsmodtagere, der lever i fattigdom. Det understøttes af en analyse udarbejdet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, der samtidig viser, at en stigende andel af kontanthjælpsmodtagerne i forvejen lever under fattigdomsgrænsen.

Analysen konkluderer blandt andet, at årsagen skal findes i, at værdien af kontanthjælpsydelsen er blevet udhulet i forhold til de generelle prisstigninger. Hvad bliver konsekvensen, når regeringen på det grundlag skærer hårdt i de penge, kontanthjælpsmodtagere har til rådighed? (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det begynder egentlig at virke som en bedre og bedre idé, at Venstre for kort tid siden fjernede fattigdomsgrænsen. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Især fordi Lars Løkke i juni – lige før Folketingsvalget – udtalte følgende om fattigdomsgrænsen: “Jeg kommer aldrig til at føre en politik, der sender børn ned under den grænse“. (Kilde)

Man kunne næsten fristes til at tro, at der var en sammenhæng.

Og så var der lige Løkkes løftebrud

Venstres kontanthjælpsloft og jobreform indeholder nemlig et 4. punkt, som er blevet gemt til sidst: En såkaldt “harmonisering” af kontanthjælpsydelserne til unge. Harmonisering er sådant et dejligt, positivt ladet ord, men det dækker stadigvæk over, at man Venstre beskærer kontanthjælpsydelsen til unge under 30 år, der har en uddannelse. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Og gæt, hvad Lars Løkke stillede garanti om, da han den 11. juni – en uge før Folketingsvalget – besøgte Krydsild på TV2 NEWS. Vi tager den både i skrift og tale:

Lars Løkke:

Vi har ingen planer om at skære i kontanthjælpen, skære i dagpengene, skære i førtidspensionen, og det understreger jeg lige, fordi mine gode venner i Socialdemokratiet bliver ved med at bruge penge på at sprede den løgnagtige påstand“.

Interviewer:

Så du vil garantere, at der ikke er nogen, der bliver skåret i kontanthjælpen med jeres moderne kontanthjælpsloft?

Lars Løkke:

Ikke i selve det, der hedder kontanthjælpsydelsen. Nej“.

Godt, så. Lars Løkke må sidenhen have bidt sig eftertrykkeligt i tungen. Af to årsager:

  1. Han begår et klokkeklart løftebrud.
  2. Det var et ufattelig ilde valgt tidspunkt at beskylde Socialdemokratiet for at lyve.

Okay. Hvis der gøres status her, så er Venstre ikke specielt godt i vej med deres kontanthjælpsloft. Til gengæld er de “ret sikre på”, at det dog rent beskæftigelsesøkonomisk giver god mening.

Men… Kontanthjælpsloftet virker ikke

I valgkampen blev formålet med kontanthjælpsloftet nævnt lige så ofte som kontanthjælpsloftet selv: “Det skal kunne betale sig at arbejde“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Den bliver imidlertid diskvalificeret det samme: Ifølge Dansk Statistik er der omkring 175.000 kontanthjælpsmodtagere, hvoraf cirka 25.000 bliver direkte berørt af kontanthjælpsloftet. Venstre selv, og en række andre, har vurderet, at kontanthjælpsloftet vil få 650! mennesker i arbejde. Eller hurtigt omregnet: En virkningsgrad på ca. 0,37%. Manglen på effekt er faktisk så grel, at beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard, selv har beskrevet kontanthjælpsloftet som uambitiøst og effekten som uimponerende. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det fortjener simpelthen gentagelse:

Venstres egen beskæftigelsesminister har beskrevet partiets stort anlagte beskæftigelsesøkonomiske platform – den platform, Venstre har bygget op siden Landsmødet i oktober 2013 og ført hele deres valgkamp på – som “ikke imponerende” og “uambitiøs”.

Hvad mere er, så viser en række beregninger fra Finansministeriet, at der om 7 år kun vil være 50 kontanthjælpsmodtagere, som vil have en økonomisk gevinst på mindre end 1.000 kr. om måneden ved at tage et lavtlønsarbejde (eksemplet, Venstre brugte gennem hele valgkampen). Tallet er lige nu omkring 1800. Sagt jordnært: Løkke og Venstre lancerer en storstilet jobreform for at løse et problem, der allerede nu er meget begrænset, og som i løbet af relativt få år ville være forsvundet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Formålet med kontanthjælpsloftet er altså øjensynligt ikke at få flere mennesker i arbejde – eller rettere: Hvis det vitterligt er formålet, så er Venstre pinligt uskarpe i deres valg af beskæftigelsesøkonomiske styringsredskaber.

Og det leder videre til et centralt spørgsmål, som sjældent bliver stillet. Et spørgsmål om motivation: To af de større økonomiske reformer, som Venstre vil gennemføre er kontanthjælpsloftet og den bebudede sænkning af topskatten. Hvordan kan det være, at der – helt grundlæggende – opereres med en antagelse om, at dårligt stillede folk med lav indkomst bliver motiverede af færre penge, mens velstillede folk med høj indkomst bliver motiverede af flere penge?

Den antagelse går i hvert fald ikke særlig godt i spænd med undersøgelser blevet lavet på området. Her er et citat fra en analyse, som CASA har udarbejdet sammen EAPN (European Anti-Poverty Network):

Fattigdom kan i sig selv være en forhindring mod at komme i arbejde. Det kan måske lyde mærkeligt for folk, der ikke selv har oplevet fattigdom, men forskningen i forbindelse med indføring af lave ydelser i 00’erne – starthjælp osv. – viste at de lave ydelser ikke motiverede til arbejde, men fører til opgivelse og apati (Ejrnæs mfl. 2010). Nogle kommer i arbejde i perioder, men årsagerne til kontanthjælp er ofte sygdom og sociale problemer. Lave ydelser helbreder ikke sygdomme og løser ikke sociale vanskeligheder“. (Kilde)

Forskningen, der bliver refereret til, er en større analyserække udført i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet og CASA. Det er en del af et forskningsprojekt med titlen: “Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag“, som forskergrupperne udfører for Rådet for Socialt Udsatte. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Forskningsprojektet har strukket sig fra 2008-2011 og har undersøgt de økonomiske og sociale virkninger af, at Venstre i 2002 første gang indførte kontanthjælpsloftet sammen med “introduktionsydelse og starthjælp, nedsættelse af kontanthjælpen efter seks måneder […] samt 300/450-timers reglen“. (Kilde)

Konklusionerne er utvetydige: De laveste ydelser bidrager meget ringe til, at folk kommer i arbejde. Faktisk opstår den modsatte effekt. Folk på kontanthjælp har typisk sociale problemer i forvejen, og de reducerede ydelser gør, at problemerne forværres, og at de fastholdes på overførselsindkomst. (Kilde)

Okay. Så problemet, Venstre vil løse, er forsvindende. Det værktøj, de vil bruge, virker ikke rent beskæftigelsesøkonomisk. Og undersøgelser viser, at værktøjet heller ikke virkede, da de brugte det sidste gang.

Det må man alligevel give Venstre: Når de rammer ved siden af, så gør de det ordentligt. Men mon ikke regeringen i det mindste kan finde ud af at bruge de penge, som deres moderne kontanthjælpsloft har sparet på overførselsbudgettet?

Opsummering

Det kan gøres kort, men så man må tage sig til hovedet:

  • Venstre bruger hele deres valgkamp på at ville løse et problem, som er begrænset og forsvindende.
  • De gennemfører valgkampen uden at fortælle, hvordan de egentlig vil løse problemet.
  • Efter valget bruger Venstre et værktøj, der ikke virker – som heller ikke virkede, da de sidste gang var i regering – og som af egen beskæftigelsesminister beskrives som “uambitiøst” og “ikke imponerende”.
  • De begår et klokkeklart løftebrud i processen.
  • Og de ender med at gennemføre et politisk projekt, som i høj grad går ud over børn.

Det må være selve definitionen af, hvordan man kombinerer politisk inkompetence med rænkespil. Så det er vel i grunden ikke så underligt, at Venstre ikke ville afsløre kontanthjælpsloftets indhold, før de sad i ministerkontorerne.

Forgyldning af privathospitaler: Løkkeposen 2.0

Løkke

De to foregående kronikker på polikron.dk, Finanslov for fjolser – Del 1 og Del 2, behandler Venstres nyligt fremsatte finanslovsforslag – især det såkaldte løft af sundhedsområdet, som viser sig at være alt andet end et løft. En enkelt oplysning har dog ikke fået fortjent opmærksomhed:

Knapt en halv milliard kroner er afsat til at genindføre en garanti for behandling indenfor 30 dage samt en ny udredningsgaranti med samme tidsfrist.

Fra pjecen om finanslovsforslaget:

Regeringen vil genindføre retten til at blive behandlet et andet sted, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage. […] Som noget nyt vil regeringen samtidig sikre, at patienterne har ret at vælge et privat behandlingssted, hvis ventetiden på udredning på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage“. (Kilde)

De 0,5 mia. kr. rammesættes som betaling til privathospitaler i situationer, hvor ventetiden på udredning og behandling overstiger 30 dage. Det giver anledning til et spørgsmål:

Hvis man har ambitioner om en behandlings- og udredningsgaranti – hvorfor så ikke bruge den halve milliard kroner på den offentlige sygehussektor – som over de seneste 10 år har præsteret en effektivisering  af driften på 25% (Kilde) – så de er endnu bedre rustet til at løfte opgaven?

Som denne kronik vil vise, giver udrednings- og behandlingsgarantien begrænset lægefaglig mening. Det er en garanti, som er designet til at blive brudt, så opgaver kan tilgå det private sygehusvæsen og få den offentlige sygehussektor til at fremstå utilstrækkelig. Det er en garanti, der bliver et aktivt springbræt til at fortsætte en lang tradition med forgyldning af privathospitalerne.

En fortælling om sygehussektoren

Fortællingen kræver med en kort introduktion til en kompleks størrelse: DRG-systemet. Det er indviklet, men nødvendigt for at forstå økonomien på sundhedsområdet. Hold tungen lige i munden:

DRG-systemet (Diagnosis Related Groups) er et takst- og grupperingssystem, som er styrende for økonomien på sundhedsområdet. Der kan skrives afhandlinger om DRG-systemets spidsfindigheder, men grundlæggende takserer det den økonomiske belastning ved behandlinger. (Kilde)

Patienter inddeles i en række DR-grupper, og DRG-taksterne er et udtryk for de offentlige sygehuses gennemsnitlige omkostninger forbundet med behandlingerne i en gruppe.

DRG-takst
Eksempler på DRG-grupper og takster (Kilde)

Taksterne fastsættes af Statens Serum Institut på baggrund af såkaldte fordelingsregnskaber, hvor offentlige hospitaler dokumenterer deres udgifter til patientkontakten. Taksterne anvendes, når driften af sundhedsområdet skal finansieres. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Finansiering i sundhedsvæsenet

Midler til drift af sundhedsvæsenet udmøntes på to måder:

  1. En rammefinansiering – ofte benævnt bloktilskud – fra staten. Rammen består af:
    • Et basisbeløb samt
    • Et beløb, der afspejler den enkelte regions udgiftsbehov bestemt af en række kriterier som andel af ældre medborgere, sociale forhold og så videre.
  2. En aktivitetsbestemt finansiering på baggrund af konkrete behandlinger på sygehusene. Aktivitetsbestemt finansiering består af:
    • Udbetaling fra den statslige aktivitetspulje,
    • Kommunal medfinansiering og
    • Tværregional afregning. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

DRG-taksterne anvendes til at bestemme størrelsen på begge dele. (Kilde)(Kilde)

Finansiering sundhedsområde
Finansiering i sundhedsvæsenet (Kilde)

DRG-taksterne modsvarer ikke faktiske omkostninger

Et springende punkt ved taksterne er, at de er baseret på et landsgennemsnit. Derfor kan der være store forskelle på taksten og sygehusets reelle udgift ved en given behandling. (Kilde)

Det gælder også, fordi der er ca. 600 DRG-grupper, som skal dække over ca. 12.000 diagnoser. Det betyder, at der indenfor en gruppe kan være store forskelle i omkostningerne ved en behandling. Et eksempel:

“DRG-gruppen ”Spondylodese og pseudoarthrose i ryg eller hals, ukompliceret”, der har DRG-taksten (2008 niveau) 40.160 kroner, dækker i aftaletakstsystemet over 13 forskellige takster (for behandlingsprocedurer) fra 37.600 kroner til 73.079 kroner.” (Kilde)

Simpelt sagt: Den mest komplicerede behandling indenfor den gruppe koster sygehuset 73.000 kr. at udføre, men DRG-taksten er 40.000 kr.

Visse behandlinger – typisk de komplicerede – er med andre ord underfinansierede, og offentlige sygehuse får derfor ikke dækket deres omkostninger. Det enkelte patientforløb har dermed afgørende betydning for den regionale økonomi på sundhedsområdet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

DRG-sats til privathospitaler

Overgår en patient fra offentligt til privat sundhedsvæsen, så tilfalder DRG-taksten det private sygehus. Privathospitalernes brancheforening forhandler derfor hvert år med Danske Regioner (tidligere Amtsrådsforeningen) om, hvor stor procentdel af taksten, privatehospitalerne skal have. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, kunne privathospitalernes brancheforening tidligere bede sundhedsministeren om at bestemme satsen. (Kilde)

Så langt, så indviklet. Nu til fortællingen.

Offentlige og private sygehuse

Der er en række forskelle på offentlige og private sygehuse, som er vigtige i forhold til økonomien på sundhedsområdet. Først det helt overordnede:

Et offentligt sygehus er finansieret af tilskud fra stat, regioner og kommuner. Det er ofte et kritikpunkt hos privatiseringsglade røster: At det er et område uden konkurrence. Fordelen ved den konstruktion er, at offentlige sygehuse altid kan prioritere et medicinsk hensyn i behandlingen. Et privat sygehus vil modsat, og helt naturligt, også være drevet ud fra et klart hensyn til størst mulig omsætning og profit.

Akutforpligtigelse

Private sygehuse har intet akutberedskab (skadestuer, intensiv afdelinger m.v.), som er en opgave, der udelukkende løses af offentlige sygehuse. Privathospitaler kan derfor til alle tider planlægge deres drift på den økonomisk mest optimale måde. De kan f.eks. nøjes med at hyre læger på konsulentbasis efter behov. Hver 3. af alle patientkontakter i Danmark er akutte, og på nogen sygehuse er andelen af akutte indlæggelser så høj som 80%. (Kilde)(Kilde)(Kilde).

Uddannelsesforpligtigelse

Folk har en underlig forestilling om, at deres læge rent faktisk ved, hvad han eller hun laver. Derfor er god uddannelse af nye læger vigtigt. Den opgave bliver løftet af det offentlige sundhedsvæsen. Afhængigt at afdelingstype og sygehus kan der være variationer i den økonomiske belastning, som uddannelsen af nye læger medfører. Undersøgelser viser, at det kan være op til 25% af den enkelte afdelings samlede ressourcer. (Kilde)(Kilde)

Købsmoms og lønsumsafgift

Offentlige og private sygehuse er fritaget for moms på behandlingsydelserne, men begge betaler købsmoms for indkøb af fødevarer, brændsel, håndværkerydelser m.v. Offentlige sygehuse betaler købsmoms gennem det mellemregionale momsrefusionssystem, der udligner momsudgifterne mellem regionerne. Modsat privathospitaler er den enkelte region derfor ikke direkte påvirket af momsudgiften ved egne indkøb. Privathospitalernes brancheforening vurderer, at momsudgiften udgør ca. 2-3% af privathospitalernes omsætning. Det svarer til udgift på ca. 40-60 mio. kr. for hele privatsektoren. Offentlige og uvildige undersøgelser angiver, at tallet nærmere er 1,2%. (Kilde)(Kilde)Kilde)

Privatsygehuse kan fravælge patienter – Cream Skimming

Modsat offentlige sygehuse, kan privathospitaler frit fravælge patienter – f.eks. hvis en given behandling er urentabel. Det ulighedsforhold er kraftigt afspejlet i DRG-systemet og andelen af komplicerede patienter med flere diagnoser på henholdsvis offentlige og private sygehuse.

Da privatsygehusenes markedsandel var størst, viste undersøgelser baseret på tal fra Landspatientregistret, at andelen af komplicerede, multidiagnose patienter på offentlige sygehuse var 28,7%, mens andelen på private sygehuse blot var 3,5%. Det forhold fremmes af, at såfremt der opstår komplikationer ved behandlingen på private sygehuse, så overføres den pågældende patient ofte til offentlige sygehuse. Forholdet er så udbredt, at det har fået en ofte brugt betegnelse: Cream Skimming. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Investeringer og afskrivninger

Kapitalomkostninger som investeringer og afskrivninger er ikke indlejret i DRG-systemet, så sygehusejere ikke får incitament til bevidst at tiltrække patienter på basisniveau fra andre regioner ved at tilpasse at deres kapitalapparat. Det er udgifter, som private sygehuse afholder. Det er vanskeligt at vurdere omkostningsniveauet. Privathospitalernes brancheforening sætter tallet så højt som 20% af omsætningen. Det er dog udokumenteret, og undersøgelser fra Danmark og USA placerer tallet helt nede omkring 4-5%. (Kilde)(Kilde)

Forskningspligt

Forskning og udvikling er en af sundhedsområdets grundsten. Forskning udvikler nye og bedre behandlingsmetoder. Forskning skaber nye veje til sygdomsforebyggelse og medfører kvantespring i forståelsen af sygdomme, der ellers har indeholdt mysterier. Forskning udvikler nye måder at organisere sundhedsindsatserne på.

forsking sundhedssektoren 111
Udgifter til forskning i sundhedssektoren i mia. kr. (Kilde)

Derfor allokerer det offentlige sundhedsvæsen stadigt flere af deres ressourcer til forskning og udvikling, som universiteter og offentlige hospitaler bruger mere end 6 mia. kr. om året. (Kilde)

Der er ingen forskningspligt for privathospitaler, som udfører yderst begrænset forskning sammenlignet med offentlige sygehuse – og de kan i øvrigt, modsat offentlige sygehuse, krydssubsidiere og indlejre eventuelle forskningsudgifter i behandlingspriserne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Privathospitaler har frihed til specialisering

Det offentlige sundhedsvæsen har pligt til at behandle alle patienter, mens privathospitaler kan specialisere sig efter ønske, hvilket de i høj grad gør. En omfattende redegørelse foretaget af Ministeriet af Sundhed og Forebyggelse har vist, at de private sygehuse har en gennemsnitlig specialiseringsgrad på over 90% og koncentrerer sig om ganske få behandlinger med størst profitmargin.

Den snævre specialisering giver langt bedre muligheder for at optimere driften, end offentlige sygehuse med behandlingspligt kan opnå. Redegørelsen viser derfor også, at de private sygehuse, som har spredt sig ud over flest behandlingsområder, har den dårligste økonomi. (Kilde)

Offentlige sygehuse får kun halv DRG-takst for yde mere end aftalt

Hvert år aftales en såkaldt baseline (aktivitetsniveau) for sygehusene. Hvis et sygehus præsterer udover baseline, så godtgøres meraktiviteten kun med ca. 50% af DRG-taksterne. DRG-satsen til betaling af privathospitaler anvendes uanset antallet af behandlinger. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Opsamling på private og offentlige sygehuse

Der er markante forskelle i driftsbetingelser og rammevilkår for henholdsvis private og offentlige sygehuse. Akutberedskab, uddannelsespligt og forskningspligt er en betragtelig økonomisk belastning for offentlige sygehuse, som i øvrigt er begrænset af reduceret dækningsgrad ved meraktivitet. Private sygehuse har udgifter, som offentlige sygehuse ikke har, f.eks. lønsumsafgifter og kapitalomkostninger, men har til gengæld mulighed for frit at specialisere sig i rentable behandlinger og at krydssubsidiere. Vigtigt af alt: De kan fravælge komplicerede, dyre patienter – hvilket de i høj grad gør.

Privathospitaler har med andre ord gunstige driftsøkonomiske betingelser sammenholdt med offentlige sygehuse. Samtidig er der en grundlæggende problemstilling, når behandling af syge mennesker foregår et sted, hvor lægefaglige hensyn skal tages på lige linje med hensyn til profit.

Lars Løkke bliver sundhedsminister

I 2001 danner Venstre regering med Konservative, og Lars Løkke udnævnes til Indenrigs- og Sundhedsminister. Året efter indfører Lars Løkke reglen om udvidet frit sygehusvalg, som giver ret til behandling på privathospital, hvis ventetiden på offentlige sygehuse overstiger 2 måneder. Løkke indfører også en skatteyderbetalt ordning, hvor arbejdsgivere kan tegne private sundhedsforsikringer og trække udgifterne fra i skat. Inden Lars Løkke udnævnes til finansminister, sørger han for, at tidsfristen for behandling reduceres til 1 måned. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

I tiden med Lars Løkke som sundhedsminister sker en eksplosion i privatiseringen af sundhedsydelser:

  • I 2001 omsatte private sygehuse for ca. 200 mio. kr.
    • I 2008 var tallet 2.350 mio. kr.
  • I 2001 havde 50.000 danskere en privat sundhedsforsikring.
    • I 2009 var tallet 1 mio.
  • I 2001 fandtes 43 danske privatsygehuse- og klinikker.

Udviklingen er især et resultat af, at Lars Løkke bevidst overbetaler de private sygehuse for deres ydelser.

Rigsrevisionen og Løkkeposen

Efter resultatløse forhandlinger mellem brancheforeningen (dengang SPPD) og Amtsrådsforeningen i 2005, går Lars Løkke ind og fastsætter DRG-satsen for private hospitalers overtagelse af offentlige patientbehandlinger. Det sker på et tidspunkt, hvor Amtsrådsforeningen allerede er nået til enighed med mere end 100 privathospitaler og -klinikker organiseret udenfor SPPD om en sats på 80%.

Lars Løkke fastsætter satsen til 95%. Den manøvre betyder, at aftalen mellem Amtsrådsforeningen og privatklinikkerne udenfor SPPD bliver annulleret, så DRG-satsen også her er 95%. Det er den højeste DRG-sats for privathospitaler nogensinde, og efterfølgende redegørelser har endda vist, at de private sygehuse i perioden 2007-2008 blev godtgjort med helt op til 110% af DRG-taksterne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det medfører, at regionernes udgifter til betaling af privathospitaler stiger med ca. 800% i løbet af seks år.

Regioners udgifter privathospitaler
Regionernes udgifter til betaling af privathospitaler (Kilde)

Omfanget bliver så stort, at Rigsrevionen vælger at undersøge sagen. På baggrund af en omfattende undersøgelse konkluderer Rigsrevisionen, at Lars Løkke har fastsat DRG-satsen alt for højt, så der er sket en overbetaling af privathospitalerne.

Det konkluderes i øvrigt, at Lars Løkke var bekendt med, at satserne til privathospitalerne var for høje. Lars Løkke prøver i første omgang at nedtone overbetalingens omfang og påstår, at der maksimalt er tale om en overbetaling på 100 mio. kr. Efterfølgende undersøgelser viser imidlertid, at privathospitalerne blev overbetalt med knapt 1 milliard kroner, mens Lars Løkke var sundhedsminister. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En undersøgelse udarbejdet af sundhedsministeriet i 2009 når frem til, at DRG-satsen for private sygehuse burde fastsættes mellem 65-72%. Efter sagen om Løkkeposen er det vedtaget, at sundhedsministeren ikke længere kan fastsætte DRG-taksten, men at det skal ske ved en voldgiftsafgørelse, hvis der er uenighed mellem privathospitalernes brancheforening og Danske Regioner. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Venstres behandlings- og udredningsgaranti

Venstre har med seneste finanslovsforslag lagt op til, at der ikke blot skal være en behandlinggaranti på 30 dage, men også en udredningsgaranti med samme tidsfrist. Allerede da Venstre i 2007 indførte 30-dages garantien første gang, blev det mødt med skarp lægefaglig kritik om, at garantien var af begrænset sundhedmæssig relevans og samtidig kunne medføre dårligere vilkår for uddannelse af læger og for patienterne. Det er underbygget i undersøgelser, som har påvist en begrænset sundhedseffekt ved behandlingsgarantien som styringsværktøj. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

I 2012 indførte SR-regeringen en differentieret behandlingsgaranti relateret til patientens diagnose. Helt skørt. Det medførte naturligvis enorm kritik fra højrefløjen, der beskyldte SR-regeringen for at forringe patienternes vilkår. Undersøgelser året efter viste imidlertid, at patienterne ikke havde ventet længere på behandling efter ændringen – faktisk var ventetiden den samme eller kortere. I øvrigt blev den differentierede behandlingsgaranti modtaget med stor lægefaglig ros. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det kan således ikke undre, at Venstres 2016-garantier bliver mødt med sundhedsfaglig kritik fra både læger og sygeplejersker, der betragter Venstres oplæg som endnu et Løkke-søm i det offentlige sundhedsvæsens kiste: et tiltag designet til at fremme den private sygehussektor på bekostning af den offentlige. Det underbygges af de dybt problematiske rammevilkår, som Venstres samlede finanslovsudspil vil medføre for sundhedsområdet – jf. Finanslov for fjolser – Del 2: Et offentligt sundhedsvæsen, hvor omprioriteringsbidrag, demografisk træk, beskårede forskningsmidler, maskerede sparekrav samt hastigt stigende medicinudgifter skaber umulige betingelser for at leve op til udrednings- og behandlingsgarantien. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Vurdering

Private sygehuse har en rolle at spille i forhold til det offentlige sundhedsvæsen. Men det må være en rolle defineret ved lægefaglig vurderering af, hvordan offentlige sygehuse kan aflastes, og ikke en rolle som automatisk træder i kraft efter 30 dages patientforløb. Der er begrænset lægefaglig og sundhedsmæssig relevans i Venstres udrednings- og behandlingsgaranti, der fremstår som et politisk benspænd af de offentlige sygehuse rettet mod at tilføre opgaver til den private sygehussektor.

Der mangler således et politisk svar på, hvorfor midlerne til betaling af privatsygehuse ikke afsættes til at gøre det offentlige sundhedsvæsen bedre i stand til at behandle patienter hurtigere – hvilket i øvrigt er ønsket hos 85% af befolkningen i henhold til en Gallup-undersøgelse fra 2010 (Kilde)

Bliver Lars Løkke kendt som manden, der egenhændigt ødelagde det danske sundhedsvæsen?

Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen

iceberg-643567_640
(Kilde)

Det er tid til at dykke ned under overskrifterne i Venstres finanslovsforslag. Der er overvejende fokus på det såkaldte løft af sundheds- og ældreområdet på 2,4 mia. kr., som er Venstres helt store reklamefremstød: Hvem kan synes noget dårligt om en regering, der giver penge til Danmarks verdensberømte sundhedsvæsen? Det lyder for godt til at være sandt! Det er fordi, det er for godt til at være sandt. Til trods for den øgede bevilling, så kommer kommuner og regioner til at opleve besparelser på sundhedsområdet.

Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen er en tur ned i det iskolde, sorte farvand, hvor Venstres finanslovsisbjerg nu betyder, at Danmarks sundhedsvæsen og velfærdssamfund er på kollisionskurs. Så tag en dyb indånding og læs med.

Sundhedsområdet kort fortalt

Først er det vigtigt med et billede af, hvad sundhedsområdet egentlig er for en størrelse. Mange tænker mest på hospitaler, når man taler om Danmarks sundhedsvæsen, og det er bestemt en væsentlig del af sundhedsområdet. Men det er også hjemmepleje, børnetandpleje, handicaphjælp, psykiatrisk behandling, genoptræning, hospicer, plejehjem, beskyttede boliger for udviklingshæmmede, lægehuse med videre.

Sundhedsydelser drives som udgangspunkt af regioner og kommuner.  Regionerne har f.eks. ansvar for sygehuse og almen praksis, mens kommuner har ansvar for plejehjem, hjemmepleje, tandpleje med videre. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det betyder, at økonomien på sundhedsområdet ikke kun bestemmes med Finansloven, men også af aftalerne om regionernes og kommunernes økonomi. Helt konkret forhandler regeringen aftalerne på plads med henholdsvis KL og Danske Regioner. De tre ting – Finanslov, kommuneaftalen og regionsaftalen – er således de tre mest omfattende økonomiske rammer for driften af sundhedsområdet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Finansloven og sundhedsområdet

Først skal Venstres finanslovsforslag sættes i perspektiv. Driften af sundhedsområdet beløber sig i runde tal til 164 mia. kr. om året. Så hvis Venstre reelt tilførte sundhedsområdet 2,4 mia. kr., så ville der være tale om en forøgelse på 1,4%. (Kilde)

1,45 mia. kr. er en del af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi. Ca. 0,5 mia. kr. går til et såkaldt “målrettet løft til ældre medicinske patienter mv.” mens 0,45 mia. kr. skal bruges til at opretholde garantier om udredning og behandling indenfor 30 dage. (Kilde)(Kilde)

En del af de 0,95 mia. kr. til ældre patienter og garantiordninger er ikke på Finansloven, men skal realiseres ved satspuljeforhandlingerne. Hvis man tager finanslovsforslaget for pålydende, så skulle der være tale om en øget bevilling på 2 mia. kr.

Finanslov sundhedsområdet
Anmærkninger til §16 i Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at en del af de bevillinger ikke er Venstres påfund, men i stedet fastsat ved tidligere års finanslovsaftaler. Blot som eksempel:

forebyggelse billede

Det her er en af Venstres flagskibe. Der skal gøres noget ved overbelægningen på de danske sygehuse! Det ser samtidig ikke godt ud for SR-regeringen, som tilsyneladende ikke har prioriteret det område – bortset fra, at de pågældende 75 mio. for 2016, og de 100 mio. kr. hvert år de efterfølgende to år, blev vedtaget i forbindelse med aftale om Finanslov 2015 under SR-regeringen. Der er altid nuancer. (Kilde)

Finansloven og forskning

En nuance, der er helt central at holde fast i, er finanslovens betydning for forskning. Venstres finanslovsudspil bygger blandt andet på en nedskæring af forskningsbudgettet til 1,01% af BNP. Den manøvre frigør 1,4 mia. kr., men hvor kommer de penge egentlig fra?

Det er f.eks. interessant at kigge på konto 197, som har titlen “Forskning, Innovation og Teknologi“. En underkonto til 197 – konto 1971 – hedder “Danmarks Innovationsfond“. Og en underkonto til 1971 – konto 197101 – hedder Danmarks Innovationsfonds Uddelinger. Så langt, så dybt.

Innovationsfond
Konto 197101 i Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Som det fremgår af figuren, så er den konto blevet beskåret med ca. 630 millioner kroner. Blot for at sætte det i relief, så svarer det til ca. 27% af Venstres bebudede bevilling til sundhedsområdet på 2,4 mia. kr.

Men hvad handler Danmarks Innovationsfonds Uddelinger egentlig om? To ting: 1) Strategisk, udfordringsdrevet forskning og 2) Teknologiudvikling og innovation.

Den strategiske, udfordringsdrevne forskning vedgår en række indsatsområder med forskellige titler. Her nævnes et par stykker:

  • Sammenhæng mellem fødevarer, sundhed og livsstil
  • Klinisk Forskning
  • Bioressourcer, fødevarer og andre biologiske produkter
  • Sundhed, psykiatri og klinisk forskning
  • Fremtidens velfærd (Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig tager penge fra forskning i fødevarer, sundhed, livsstil, psykiatri, bioteknologi, velfærd samt klinisk sygdomsforskning? Der er altid nuancer.

Det er der også, når man kigger på konto 19411210 “Det Frie Forskningsråd“.

Frieforskningsråd
Konto 19411210 på Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Der er forskel på budgetoversigten (ovenfor) og anmærkningsoversigten, men kontoen lader til at være skåret ned med mellem 216,9 mio. kr. og 375,6 mio. kr. Det vil sige – igen for at perspektivere – mellem 9-15% af Venstres 2,4 mia. kr. til sundhedsområdet. Det Frie Forskningsråd beskæftiger sig med 5 indsatsområder. Det ene af dem har overskriften Sundhed og Sygdom.

Indsatsen på det område gælder blandt andet:

Molekylær medicin og genetik, anatomi, medicinsk fysiologi og biokemi, medicinsk mikrobiologi, farmakologi og lægemidler, sygdomsmodeller samt medicinsk bioinformatik og systembiologi. De kliniske aspekter dækker bl.a. medicin, kirurgi og psykiatri, odontologi, udredning og diagnose samt paramedicin, undersøgelse og behandling, herunder ernæring, motion og lægemidler samt de samfundsmedicinske aspekter, som omfatter bl.a. forebyggelse, sundhedstjeneste og epidemiologiske aspekter. (Kilde)

Derudover er der området Teknologi og Produktion, som blandt andet dækker over bioteknologi, fødevarevidenskab, medicoteknik, micro- og nanoteknologi m.fl. (Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig tager penge fra forskning i molekylær medicin over kirurgi og medicin til udredning og behandling? Der er altid nuancer.

Det er naturligvis en pinefuld selvfølgelighed, at forskning og sundhed hænger uløseligt sammen. Og det er ikke kun hos sundhedsfaglige institutioner, men også hos erhvervslivet, at Venstres finanslovsudspil er blevet mødt med ambivalens til trods for en check på – måske – 2,4 mia. kr. til sundhedsområdet: “Tak for pengene, men, altså… I tager jo penge fra forskning – fjollehoveder“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Der er flere af den slags eksempler indenfor forskningsområdet, men der er meget at nå igennem.

Regeringen, kommunerne og sundhedsområdet

3. juli 2015 indgik regeringen og KL aftale om kommunernes økonomi for 2016-2019. Aftalen betyder massive besparelser for kommunerne, især på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag, som er et nydeligt PR-ord for besparelse. Men, om man så kaldte det chokolade-julemands-overfantastisk-bidrag, så skal kommunerne stadig reducere deres udgiftsloft med 1% og dermed spare i omegnen af 10 mia. kr. i 2016-2019 – regeringen foretager en tilbageførsel af 1,9 mia. kr., dog kun i 2016. (Kilde)

Aftalen giver kommunerne frihed til at vurdere, hvor sparekniven skal svinges:

Kommuneaftalen
Udsnit af Kommunernes Økonomiske Rammer 2016 (Kilde)

De kommunale driftsopgaver er meget mere vidtfavnende end regionernes, hvor sundhedsområdet er den altoverskyggende ydelse – altså sygehuse og almen praksis. Når kommunerne skal spare 2,4 mia. kr. om året på tværs af alle kommunale ydelser, så er der naturligvis også en risiko for, at de kommunale sundheds- og velfærsdydelser bliver ramt.

Det er allerede sket ved omlægningen af den såkaldte ældremilliard, og flere fagpersoner vurderer, at omprioriteringsbidraget vil betyde indhug i kommunernes sundheds- og kernevelfærd, f.eks. handicaphjælp, børn, unge og ældrepleje. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

FOA har i samarbejde med Epinion gennemført en undersøgelse i 84 ud af landets 98 kommuner. Undersøgelsen viser, at 40% af alle kommuner vil gennemføre besparelser på sundheds- og ældreområdet for at få budgetterne til at hænge sammen i kølvandet på aftalen om kommunernes økonomi. FOA har derudover foretaget en stikprøveundersøgelse blandt 20 kommuners spareforslag til budget 2016: Samtlige af de 20 kommuner planlægger rammebesparelser og serviceforringelser på netop ældreområdet, bl.a. i form af mindre rengøring, færre bade til ældre samt nedlæggelse af plejehjemspladser. (Kilde)(Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig dikterer massive besparelser i kommunerne – besparelser, som allerede er gået ud over sundheds- og ældreområdet? Der er altid nuancer.

Regeringen, regionerne og sundhedsområdet

De 1,45 mia. kroner, som er udmøntet i aftalen om regionernes økonomi, er den primære løftestang til Venstres såkaldte løft af sundhedsområdet. Aftalen angiver, at loftet på regionernes samlede nettodriftsudgifter – inkl. udgifter til medicintilskud – hæves med 1 mia. kr. til 106,47 mia. kr. i 2016.

Det fremgår af regionsaftalen, at den ekstra milliard skal gå til at løse det meget mediebelyste problem med stigende medicinudgifter samt problemer med overbelægning – altså, at der er for lidt behandlingskapacitet. Derudover viderefører Venstre satspuljemidler, som blev afsat under SR-regeringen til en indsats rettet mod kronisk syge, kræftbehandlinger og psykiatrien. På den måde ender man ca. på 1,45 mia. kr. mere til regionerne. Det vil sige: For den sidste knapt halve milliard kroner, der vil Venstre egentlig bare gerne klappes på ryggen for, at de ikke fjerner tidligere vedtagne satspuljemidler. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Men så begynder det at gå galt for det regionale sundhedsområde. En ting ad gangen:

Omprioriteringsbidrag

Aftalen forudsætter, at regionerne leverer et omprioriteringsbidrag på 1% af de samlede administrations- og udviklingsomkostninger. Regionerne skal altså betale 60 mio. kr. tilbage til staten. (Kilde)

Maskerede sparekrav

I en undseelig notits i aftalen om regionernes økonomi står i øvrigt:

Med aftalen løftes aktiviteten på sygehusområdet i 2016 med 2 pct. Det tilvejebringes af produktivitetsforbedringer på 2 pct. i 2016“. Og af oversigten over aftalens økonomiske forudsætninger fremgår det, at Venstre har opgjort sygehusenes produktionsværdi til 65,56 mia. kr. i 2015, og at man med aftalen forventer, at produktionsværdien stiger med 2% til 66,87 mia. kr.  (Kilde).

Det var da egentlig sært: Udgiftsloftet hæves 1 mia. kr. for at håndtere stigende medicinudgifter og overbelægning . Det svarer til, at de tilførte midler stiger med 0,95%. Men de penge er altså afhængige af, at der sker en effektivisering af sygehusenes arbejde på 2% – altså, der skal behandles 2% flere patienter med det samme personale – svarende til en produktionsværdi på 1,31 mia. kr. Nogle vurderinger angiver sågar, at Venstres krav om produktivitetsstigning svarer til skjulte besparelser på helt op til 2,1 mia. kr. (Kilde)

Sagt på en lidt mere jordnær måde:

Regionerne får hævet udgiftsloftet med 1 mia. kr., men kun på betingelse af, at medarbejderne kan løbe for mellem 1,31 og 2,1 mia. kr. hurtigere – allerede i 2016. Og der er mere til den sag: For kravet om produktivitetsstigning sker i kølvandet på en lang årrække med uafbrudte krav om besparelser og effektiviseringer på de offentlige sygehuse.

Produktivitetsstigning
Produktivitetsstigninger i sundhedssektoren (Kilde)

Figuren viser, at der siden 2003 har været uafbrudt stigning i produktiviteten i sygehussektoren. Eneste undtagelse er 2008, som var præget af konflikt og strejke i sygeplejen. Oplysningerne stammer fra en analyse udarbejdet af Finansministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Danske Regioner. Her begrundes stigningerne med, at regionerne har begrænset deres udgifter og samtidig ydet mere. Den offentlige sygehussektor har med andre ord formået at effektivisere driften med 25% i løbet 10 år. (Kilde)(Kilde)

Demografisk træk

Det demografiske træk er et udtryk for, at vores samfund oplever en dokumenteret stigning i andelen af ældre medborgere. Den udvikling har stor økonomisk betydning for regioner og kommuner, da ældre – som befolkningsgruppe – medfører de forholdsmæssigt største udgifter for sundhedsvæsenet.

Demografisk træk
Demografisk træk (Kilde)

Som det fremgår af figuren, vil det demografiske træk være lig med en stigning på 0,7% i de regionale sundhedsydelser. Sagt på en anden måde: Hvis regionerne skulle være i stand til at vedligeholde den nuværende standard i f.eks. sygehussektoren, så skulle regionerne – alene af den grund – opleve en budgetudvidelse på 0,7% om året.

Og så medicinudgifterne

Medicinudgifterne er en speciel størrelse, i det regionerne ikke kan gøre meget ved dem i relation til effektiviseringer. Hvis der foreligger en lægefaglig vurdering af, at en given patient skal have en bestemt medicin, så er det en driftsbetingelse for det regionale sundhedsvæsen. Helt rimeligt. Men derfor er det også tilsvarende rimeligt, at regionerne har midlerne til at håndtere medicinudgifterne. Og Venstre vil som sagt hæve regionernes udgiftsloft med 1 milliard kroner, men den skal både dække stigende medicinudgifter og overbelægningsproblemer. Så hvor lagt rækker 1 milliard kroner?

Der er en forventning om, at de regionale medicinudgifter runder 8 mia. kr. i 2015. Det er en fordobling siden 2007. Det forventes, at medicinudgifterne vil stige med 10% både i 2015 og 2016, hvor udgifterne således vil være i omegnen af 8,8 mia. kr. (Kilde) Regionernes Lægemiddelorganisation, Amgros, har opstillet en række forskellige scenarier for udviklingen af medicinudgifterne, jf. nedenstående figur.

medicinudgifter
Scenarier for udvikling i medicinudgifter (Kilde)

Såfremt medicinudgifterne stiger, som de har gjort i de senere år, så forventes medicinudgifter på mellem 13 og 14 mia. kr. i 2020. (Kilde)

De stigende medicinpriser vil altså alene æde den ekstra milliard kroner, som udgiftsloftet hæves med. Samtidig gælder endda, at regionsaftalen ikke fastlægger, hvor stor en del af de 1 milliard kroner, som skal øremærkes til medicin. Flere sundhedsfaglige vurderinger er derfor, at konsekvensen bliver fyringer og en reduceret kvalitet i behandlingerne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En kort mellemregning

Det demografiske træk medfører en stigning på 0,7% i sundhedsydelserne. Med et udgiftsloft på 105,47 mia. kr. (2015), så svarer det til en stigning på ca. 0,74 mia. kr.

Medicinudgifterne forventes at stige i omegnen af 10%, hvilket i 2016 svarer til ca.  0,8 mia. kr.

Det demografiske træk og de stigende medicinudgifter medfører dermed en udgiftsstigning på ca. 1,54 mia. kr. og gør altså, at Venstres forøgelse af udgiftsloftet er ædt op – og mere til.

Når Venstre ovenikøbet pålægger regionerne omprioriteringsbidrag på 60 mio kr. – samt ikke mindst et maskeret sparekrav på mellem 1,31 og 2,1 mia. kr. – hvor blev løftet af sundhedsområdet så egentlig af?

Regeringen kan endda tage pengene tilbage

Budgetloven betyder, at regeringen kan tilbageholde 1 mia. kr. af det regionale blotilskud, hvis de samlede regionale udgifter ikke holder sig indenfor de rammer, som regeringen har udstukket. Derudover kan regeringen tilbageholde 1 mia. kr. af blottilskuddet, hvis regionernes driftsudgifter overskrider budgetrammerne; og hvis anlægsbudgettet overskrides, så kan regeringen tilbageholde yderligere 0,5 mia. kr. af bloktilskuddet. (Kilde)(Kilde)

Det betyder, at regionerne konsekvent bruger for få penge. Det lyder tosset, men overvej følgende lidt farverige eksempel: Hvis man skulle drive en travl operationsstue i et rum, hvor væggene – i bedste Indiana Jones-stil – var beklædt med sylespidse jernpigge, ville man så ikke sørge for at holde god afstand til væggene?

Samme indsnævrende koncept gælder for regionernes økonomi. Hvis de overskrider budgetrammen, så tager finansministeren dele af bloktilskuddet tilbage. Det er naturligvis uholdbart, så derfor sørger regionerne for at holde sig på god afstand af de økonomiske pigge. I 2011-2014 er det sket i en sådan grad, at regionerne har brugt 5 mia. mindre end budgetteret. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Konklusion: Venstres løft af sundhedsområdet udebliver

Venstres helt store mediebårne finanslovsflagsskib er, at de giver sundhedsområdet et såkaldt løft på 2,4 mia. kr. Især de 1,45 mia. kr. til regionerne er en afgørende løftestang. Men der er ikke tale om et løft. Det er en markant fordrejning af sandheden.

En del af de 2,4 mia. er videreførte satspuljemidler til styrkelse af psykiatri, samt behandling af kræft og kroniske lidelser; andre afhænger af satspuljeforhandlingerne for 2016, og så hæver Venstre det regionale udgiftsloft med 1 mia. kr. for at imødegå stigende medicinudgifter og overbelægning.

Men samtidig:

  • Kommunale nedskæringer på 10 mia. kr. som følge af omprioriteringsbidrag, der i mange kommuner allerede medfører besparelser på sundheds- og ældreområdet.
  • Store nedskæringer på forskning indenfor sundhedsområdet.
  • Krav om regional effektivisering på 2%, der svarer til en maskeret besparelse på mellem 1,31 – 2,1 mia. kr.
  • Omprioriteringsbidrag – altså en regional besparelse – på 60 mio. kr.
  • Stigninger i medicinudgifterne, der er så store, at hele Venstres forøgelse af det regionale udgiftsloft knapt dækker dem – og hvad så med overbelægningsproblemerne?
  • Budgetrestriktioner, der tvinger regionerne ud i et mindreforbrug.

Så, nej: Venstre skaber ikke et løft af sundhedsområdet, men reelt det modsatte. Venstres 2,4 mia. kr. er behæftet med halve sandheder og en pinlig utilstrækkelighed, der skaber et massivt økonomisk pres på sundhedsområdet i 2016 samt efterfølgende budgetår. Et pres, der ifølge fagpersoner vil medføre fyringer og faldende kvalitet i behandlingerne.

Det var altså for godt til at være sandt: At Lars Løkke – notorisk kendt for at presse det offentlige sundhedsvæsen  og forgylde privathospitalerne – rent faktisk ville gennemføre et reelt løft af sundhedsområdet. Og det kan ikke undgå at skabe betænkelighed, når Lars Løkke ofte har brugt medierne til at formidle budskabet: “Det er nu, regionerne og det offentlige sundhedsvæsen skal levere! Nu har de fået en pose penge på 2,4 mia. kr., så nu skal de bevise deres værd!” (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Hvis man nu var bare en smule mistænksom, så ville det være nærliggende at tænke, at man om fire år kan høre Lars Løkke sige noget i retning af: “Der kan I selv se – vi overøsede jo det offentlige sundhedsvæsen med penge – vi løftede sundhedsområdet – men lige meget hjalp det. Vi må vist hellere se, om vores venner i den private sygehussektor ikke er bedre til at løfte sundhedsopgaverne…“.

Perspektiv: Alle de andre ting gemt i dybet

Sundhedsområdet kræver stor opmærksomhed, fordi “sundhedsløftet” på 2,4 mia. kr. i høj grad er det, Venstre bruger til at sælge deres finanslovsforslag. Men der er 1000 andre ting, som også fortjener at blive trukket op til overfladen.

Tag f.eks. Livslinien. Det er en selvmordslinje, som modtager opkald fra folk, der er ved at begå selvmord eller har tanker om det. En undersøgelse udarbejdet af Deloitte viser, at det især er i nattetimerne, der brug for tiltag som Livslinien. Det er der, at folk oftest oplever angst eller er påvirkede af stoffer og alkohol. Venstre vil lukke Livslinien i nattetimerne – på den måde kan der spares 4 mio. kr. (Kilde)

4 millioner kroner? Hvad er det egentlig værd, hvis man redder menneskeliv?

Nedskæringen i forhold til Livslinien har faktisk fået en del opmærksomhed i medierne. Til gengæld har det fået mindre opmærksomhed, at Venstre udover at spænde ben for Livslinien, vil spare 39 mio. kr. på andre selvmordsforebyggende tiltag. De tilbageruller en helhedsindsats mod selvmord samt målrettede indsatser for henholdsvis piger og ældre mænd, og på den måde spares i alt 43 mio. kr. (Kilde)

Hvilke værdier ligger til grund for den type prioriteringer?

Hvorfor er det, at Venstre taler stort om vækst og innovation i erhvervslivet, men giver pengegaver til virksomheder, der forurener, har stort materialeforbrug og aktionærer med den ene hånd, mens de med den anden hånd kvæler grøn omstilling og tager penge fra entreprenørerne og de innovative?

InnovationBil
Konto 832 fra Venstres Finanslovsforslag (Kilde)

Hvordan var det nu, Venstres slogan lød: Venstre for Fremtiden?

Og hvad sker der i forhold til at skære direkte i sundhed, når bare det foregår i udviklingslande?

  • Civilsamfund i Udviklings (CISU) pulje til partnerskabsprojekter mellem danske og afrikanske civilsamfundsorganisationer beskæres fra 150 millioner kroner i 2015 til 110,6 millioner i 2016
  • De fleste bilaterale sundhedsprogrammer udfases, og med afvikling af støtten til blandt andet Mozambique vil der fremover kun være støtte til sundhed og hiv/aids i Kenya og Tanzania.
  • Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria vil ikke som lovet på en international donorkonference modtage det fulde bidrag på 165 millioner kroner årligt i 2015 og 2016. Bidraget nedsættes til 100 millioner årligt, og der er ikke afsat midler til den næste genopfyldning for 2017-2019. Fonden spiller en afgørende rolle i at finansiere hiv-behandling til verdens fattigste og for at forebygge mor-til-barn-smitte. International HIV/AIDS Alliance vil ikke fremover blive støttet i deres hiv-forebyggende arbejde med LGBT-personer i Afrika.
  • International AIDS Vaccine Initiative (IAVI) vil ikke modtage yderligere bidrag efter 2017, hvor deres nuværende 3-årige bevilling på 15 millioner udløber.
  • International Partnership for Microbicides (IPM) vil ikke modtage yderligere bidrag efter 2016, hvor deres nuværende 3-årige bevilling på 15 millioner udløber.
  • UNAIDS, FNs hiv/aids-organisation, bliver beskåret med 15 millioner kroner i 2016. Andre FN-organer, som også arbejder med hiv/aids, beskæres ligeledes. (Kilde)

Det er blot en række af de sundhedsinitiativer, der bliver beskåret med Venstres finanslovsforslag. Men… det er jo heller ikke vigtigt. Det er bare alle de velgørenshedsfjolser, som står der med deres små Hassan’er. (Kilde)

Det virker næsten til, at det kunne være relevant med en Finanslov for fjolser – Del 3: Vraggods fra Venstres Finanslovsforlis.

Dansk Folkeparti bondefanger kernevælgerne

18190542723_e922c3cec0_k (1)
Kristian Thulesen Dahl ved Folkemødet 2013 (Kilde)

Dansk Folkeparti er det parti i Folketinget, som – også økonomisk – stemmer længst til højre; længere til højre end Liberal Alliance. DF har gang på gang stemt ja til at skære i velfærdsydelser – f.eks. ældrepleje – og samtidig stemt ja til sænke skatten for de rigeste. Det viser en omfattende analyse af partiernes stemmer udarbejdet af analysefirmaet Buhl & Rasmussen. (Kilde)

Valget 18. juni 2015 viste om noget, at troværdighed er en afgørende faktor. Lars Løkkes troværdighed – eller mangel på samme – var direkte årsag til Venstres historisk store tilbagegang, og således indirekte årsag til Dansk Folkepartis fremgang. Men hvor troværdige er Dansk Folkeparti?

Dansk Folkepartis løfter til kernevælgerne

Dansk Folkeparti har helt overordnet slået sig op på to mærkesager i medierne:

  1. Stramninger på udlændingeområdet
  2. Velfærdsforbedringer – for danske statsborgere.

De fleste er ikke i tvivl om, at Dansk Folkeparti har været succesfulde i forhold til at få Venstre og Konservative til at gøre det mere ubehageligt at være fremmed i Danmark. Men hvordan går det egentlig med Dansk Folkepartis andet kerneområde: Velfærdsydelser og beskyttelsen af de svageste i samfundet? Besvarelsen af det spørgsmål starter med et citat.

Dansk Folkeparti og Venstre – den ene hånd vasker den anden

Den form for kræmmermentalitet, hvor regeringen betaler DF for at stemme for finansloven, skal vi væk fra” – Daværende Retsordfører, Venstre, Kim Andersen, 2011. (Kilde)

Citatet er ofte trukket frem som en kritik af Venstre: At de gik med til adskillige, massive stramninger på udlændingeområdet i 2001-2011 som betaling for, at Dansk Folkeparti lagde stemmer til VK-regeringens finanspolitiske udspil.

Men der skal to til at danse tango, og ofte glemmer man at vende det citat om: Hvis Venstre har solgt ud på udlændingeområdet for at få stemmer til økonomiske tiltag, så må Dansk Folkeparti jo også have solgt ud for at få deres udlændingestramninger: Nemlig, på velfærdsområdet.

Tallene lyver ikke

Analysefirmaet Buhl og Rasmussen har gennemført en omfattende analyse af mere end 300 afstemninger i Folketingssalen. Billedet er klart: Dansk Folkeparti stemmer længere til højre end noget andet parti – ikke blot på udlændingeområdet, men også økonomisk. (Kilde)

stefor1
Partiernes placeringer ved afstemninger i Folketinget (Kilde)

Det mønster gjorde sig især gældende i perioden 2001-2011, hvor Dansk Folkeparti var regeringsbærende støtteparti for Venstre og Konservative. Der stemte Dansk Folkeparti stort set identisk med Venstre og Konservative, når det kom til økonomi og finanspolitisk, som nedenstående figur viser.

DFstem11
Dansk Folkepartis afstemninger i Folketinget på finansområdet (Kilde)

Sagt på en anden måde: Når Venstre og Konservative i den periode fremlagde forslag om at sænke skatten og skære i velfærden, så er det blevet gennemført med stemmer fra Dansk Folkeparti. Og de har således stemt ja til skattestoppet i 2001, Forårspakken i 2004, Skattereformen i 2007 samt Forårspakken 2.0 i 2009. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Der er altså tale om, at Dansk Folkeparti løbende har lagt stemmer til en borgerlig-liberal politik, som i høj grad har været med til at skabe økonomiske fordele for de rigeste fremfor samfundets lavindkomstgrupper: Dansk Folkepartis kernevælgere. (Kilde)

I 2010 bliver netop førnævnte politiske tiltag beskrevet i en kronik i Berlingske, hvor administrerende direktør for tænketanken Cevea, Jens Jonatan Steen, undersøgte Dansk Folkepartis stemmeafgivelse under den daværende VK-regering.

Han understreger ligeledes, at Dansk Folkeparti har stemt ja til reformer, som har belønnet de rigeste på bekostning af de svageste i landet. Især prototypen på Dansk Folkepartis kernevælger – den ca. 60-årige, ufaglærte person bosat i provinsen – har betalt prisen og har fået mindst ud af, at Dansk Folkeparti har stemt ja til at skære i velfærden og at sænke skatterne.

På den baggrund konkluderer kronikken:

“Dansk Folkepartis store succes skyldes dermed ikke dets sociale indsats eller kampen for samfundets svageste, men tværtimod dets populistiske fokus på en række nicheområder, som har gjort det muligt at føre en fordelingspolitik, der går stik imod dets egne vælgeres interesser og levevilkår. DFs symbolpolitik repræsenterer således et af de allerstørste fupnumre i dansk politik”. (Kilde)

Dansk Folkeparti fortsætter med at  lade kernevælgerne i stikken

Ved valget i 2011 gjorde Pia Kjærsgaard meget ud af at understrege, at Dansk Folkeparti for alt i verden ville bevare efterlønnen. Det giver mening. Efterlønnen er især tænkt som en ordning for de, der har haft et opslidende arbejdsliv og i en alder af 60+ ikke er i stand til at arbejde mere. Det vil typisk sige ufaglærte, som har haft et fysisk krævende arbejde – altså en del af Dansk Folkepartis kernevælgergruppe.

Videoen nedenfor viser Pia Kjærsgaards udtalelser før valget i 2011, og hvordan hun efter valget blev konfronteret med, at Dansk Folkeparti alligevel var med til at reducere kraftigt i efterlønnen.

Det er alligevel imponerende: Pia Kjærsgaard forsøger simpelthen at bruge som “forsvar”, at Dansk Folkeparti skar i efterlønnen før valget, og ikke efter. Det vil utvivlsomt være en enorm trøst for de, der er på efterløn.

Den nuværende regeringsperiode nåede heller ikke at blive særlig gammel, før Dansk Folkeparti begik første kovending og løftebrud overfor sine kernevælgere.

Vi tager det kronologisk.

September 2014: Dansk Folkepartis Landsmøde, hvor Kristian Thulesen Dahl udtaler sig om den såkaldte “Ældre-Milliard” – en milliard kroner øremærket til ældreplejen:

En klokkeklar udmelding: Dansk Folkeparti vil have en milliard til de ældre – og kun de ældre.

Maj 2015: Kristian Thulesen Dahl bliver interviewet om, hvordan Dansk Folkeparti vil forholde sig til Venstres planer om nulvækst i den offentlige sektor:

Vi tror ikke på nulvækst. Hvis vi skal have et ordentligt velfærdssamfund, også når der kommer flere ældre i vores samfund, som selvfølgelig skal have ordentlig og værdig pleje, så skal der være plads til en beskeden realvækst i den offentlige sektor“. (Kilde)

Pia Kjærsgaard udtaler sig ved samme lejlighed om nulvækst, dog endnu mere firkantet:

Det bliver ikke til noget. Der vil ikke være flertal for nulvækst, og jeg synes, det var meget vovet, da Lars Løkke kom med nulvækst på sit landsmøde for nogle år siden. Det pudsige er, at vi før har været enige både med Venstre og Konservative om, at det skulle være 0,8 [% stigning i realvækst]. Der ved man, hvor man har Dansk Folkeparti. Den opfattelse har vi stadig. Det er Venstre, der har fjernet sig” (Kilde)

Der ved man, hvor man har Dansk Folkeparti“. Den udmelding holder vi lige fast i…

Slutningen af maj 2015, blot tre tre uger før Folketingsvalget: Kristian Thulesen Dahl bliver igen interviewet om Venstres planer om nulvækst:

Stadig et utvetydigt nej til nulvækst.

3. Juli 2015, ca. 2 uger efter Folketingsvalget: Venstre fremlægger sin Kommuneaftale, som medfører – ikke bare nulvækst – men sågar minusvækst og besparelser i alle landets kommuner.

Særlig betydningsfuldt er, at Venstres Kommuneaftale vil betyde, at den øremærkede Ældre-Milliard bliver afskaffet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

9. juli 2015: Dansk Folkeparti stemmer ja til Kommuneaftalen. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Kort opsummeret:

  • DF siger “Ja til Ældre-Milliard!” (September 2014) .
  • DF siger “Nej til nulvækst!” (Maj 2015).
  • DF siger “Nej til nulvækst!” (Ultimo maj 2015).
  • Folketingsvalg (18. juni 2015).
  • Dansk Folkeparti stemmer “Nej til Ældre-Milliard. Ja til nulvækst” (9. juli 2015).

Det er godt, at man ved, hvor man har Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis hykleri har bredt sig til kommunerne

Det er ikke kun i Folketinget, at Dansk Folkeparti sælger ud i forhold til deres ellers stort opreklamerede rolle som det parti, der arbejder for velfærd og de svageste danskere. Også i de kommunale byråd stemmer Dansk Folkepartis politikere ja til at skære i velfærd – som f.eks. ældrepleje.

FOA og Ekstrabladet har gennemført en undersøgelse af en række af landets kommuner. Undersøgelsen viser, at i 8 ud af 9 kommuner – hvor Dansk Folkeparti endda sidder på posten som udvalgsformand for ældreområdet – har DF været med til at vedtage besparelser på ældreområdet.

Undersøgelsen konkluderer følgende:

  • På trods af centrale udmeldinger, er Dansk Folkeparti med til at spare store summer på de ældre i landets kommuner.
  • Dansk Folkeparti er med til at vedtage besparelser på de ældres mad og rengøring, store rammebesparelser på plejecentre, øget brugerbetaling for de ældre og stigende fokus på rehabilitering.” (Kilde)(Kilde)

Det er godt, man ved, hvor man har Dansk Folkeparti

Konklusion

Dansk Folkeparti prøver at sælge sig selv som et velfærdsparti, der stræber efter at beskytte de svage danskere, som f.eks. ældre. Det er et budskab, som ved enhver lejlighed skriges ud til alle Danmarkshjørner gennem medierne.

Men når det kommer til at afgive stemmer i Folketinget og i byrådssalene, så bliver der stemt ja til at skære i velfærden og sænke skatten for de rigeste. Dansk Folkeparti har således gentagne gange handlet i strid med det billede, som de forsøger at tegne af sig selv i medierne – i strid med det, de lover deres kernevælgere.

Det er dér, man har Dansk Folkeparti.

Og det efterlader to spørgsmål:

  • Hvornår vil den samlede danske presse for alvor sætte en stopper for, at Dansk Folkeparti slipper afsted med at sige et og gøre noget andet?
  • Hvor lang tid går der, før Dansk Folkepartis kernevælgere finder ud af, at de er blevet udsat for et af dansk politiks største svindelnumre?