Kontanthjælpsloft: Venstres skæve skud rammer børnene

blogforside11

Det var ved Venstres Landsmøde i 2013, at Lars Løkke begyndte at tale om det: Et “moderne kontanthjælpsloft”, som skulle få flere mennesker i arbejde. Men først nu – godt og vel to år senere – har Venstre endelig afsløret, hvordan det loft skal se ud. Og det er, mildt sagt, ikke imponerende. Sagen om Venstres kontanthjælpsloft har desværre det hele: Inkompetence, en snert af politisk rænkespil, løftebrud og et Venstre-udspil, som ender med at gå ud over børnene. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Venstre hemmeligholder kontanthjælpsloftet

Lige efter Venstres landsmøde i 2013 lovede partiets daværende skatteordfører, Torben Schack Pedersen, at Venstre – inden Folketingsvalget – ville konkretisere, hvad det moderne kontanthjælpsloft inderbar.

Torben Schack Pedersen:

Vi har ikke lagt os fast på en præcis model. Vi har sagt, at princippet bag kontanthjælpsloftet – at det skal kunne betale sig at arbejde – skal genindføres. Men vi har ikke lagt os 100 procent fast på, hvordan det skal se ud“.

Interviewer:

Hvornår kan danskerne regne med at få klarhed over, hvad I konkret vil gøre?”

Torben Schack Pedersen: 

“Vi skal nok sørge for, at danskerne ved, præcis hvad vi går til valg på, når vi nærmer os“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det er vel også rimeligt, når nu Venstre baserede hele deres valgkamp på netop kontanthjælpsloftet.

Men det blev ikke konkretiseret, og tiden gik. Først var det medier, interesseorganisationer og politiske modstandere, som kritiserede Venstre for at hemmeligholde kontanthjælpsloftets indhold. Men der gik efterhånden så lang tid uden lyd fra Venstre-ledelsen, at kritikken også begyndte at komme fra politiske medspillere og sågar fra adskillige medlemmer af Venstres bagland. De var ganske forståeligt bange for, at manglen på udmeldinger om kontanthjælpsloftet kunne skade Venstres troværdighed. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det er vigtigt for vælgerne at vide, hvor Venstre står i forhold til kontanthjælpsloftet, fordi vi melder ud, at det skal kunne svare sig at gå på arbejde. Det skal det også kunne. Og så synes jeg, at jo tættere vi kan komme på, hvad tingene betyder, jo bedre er det, og jo mere ærligt er det at gå til valg på“. (Kilde)

Rimelige betragtninger fra Venstre-borgmester, Uffe Schmidt, som blandt andet følges op af Venstre-byrådsmedlem Bo Nygård Larsen:

Derfor bliver Venstres ledelse inden næste valg nødt til at fortælle, hvad det moderne kontanthjælpsloft skal være. Det berører jo mange menneskers økonomi, og de har naturligvis krav på at vide, hvad de kan regne med, hvis Venstre vinder valget“. (Kilde)

Ganske korrekt, men partiledelsen forblev tavse, selv om flere Venstre-folk kom med lignende kommentarer. Og pludselig var meldingen fra Venstre-toppen en anden: Vi fortæller først, hvad kontanthjælpsloftet skal være, når vi sidder på ministerkontorerne. (Kilde)(Kilde)

Det medførte selvsagt markant kritik fra de politiske modstandere under valgkampen. Prøv at høre, hvor skarpt den kritik forrettes af Morten Østergaard, hvor meget på glatis Lars Løkke kommer, og hvor uendelig lidt han svarer på spørgsmålet:

(Kilde)

Så der kom ikke noget Venstre-svar om kontanthjælpsloftet før valget. Prøv lige at overveje det: Venstre baserer en hel valgkamp på et politisk tiltag uden at ville afsløre, hvad det pågældende tiltag indebærer.

Så var der vel kun tilbage at håbe, at Venstre ville ramme plet med deres stort anlagte kontanthjælpsloft.

Kontanthjælpsloftet i korte træk

Kontanthjælpsloftet har et misvisende navn, da selve kontanthjælpssatserne ikke ændres – med undtagelse af et tilfælde. Det vender vi tilbage til. Loftet er i stedet en øvre grænse for en række ydelser, der kan modtages ved siden af kontanthjælp – f.eks. boligstøtte. Venstre vil:

  1. Indføre det såkaldte kontanthjælpsloft.
  2. Inddrage al ferie fra kontanthjælpsmodtagere.
  3. Indføre krav om 225 timers arbejde i løbet af et år som betingelse for at modtage kontanthjælp. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Kontanthjælpsloftet får størst konsekvenser for ægtepar med børn og enlige forsørgere, der kommer til at opleve en nedgang i deres rådighedsbeløb på mellem 4,5% og 23,4% alt efter, hvor mange børn de har. For ægtepar med børn vokser forringelsen af deres vilkår med antallet af børn i familien.

Rådighedsbeløbene indbefatter al tænkelig økonomisk bistand udover kontanthjælp: Boligsikring, børnepenge, den særlige boligstøtte og tilskud til daginstitutionsbetaling – en række ydelser, som lavtlønnede typisk også har ret til. Derudover er beløbene baseret på Beskæftigelsesministeriets antagelser om, hvor høje huslejer og boligudgifter kontanthjælpsmodtagere vil have. Rådighedsbeløbene gælder således, hvis en kontanthjælpsmodtager kan bo til godt og vel 6100 kr. i husleje og 1.100 kr. i boligudgifter. Jo højere husleje og boligudgifter, jo lavere rådighedbeløb. (Kilde)(Kilde)

Rådighedsbeløb11
Oversigt over kontanthjælpsmodtageres månedlige rådighedsbeløb (Kilde)

Kontanthjælpsloftet sender børn ud i fattigdom

Kontanthjælpsloftet har derfor været udsat for massiv kritik for at forringe vilkårene for børn, og især udsatte børn. Den kommer forståeligt nok fra politiske modstandere, men også fra en række organisationer som Red Barnet, Børns Vilkår og Socialrådgiverforeningen, der alle kritiserer regeringen for at gennemføre politiske udspil, som sender børn ud i fattigdom. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Ifølge Red Barnet lever omkring 41.000 danske børn under fattigdomsgrænsen. Organisationen beskriver, at livet for et fattigt barn i Danmark typisk er meget isoleret, fordi de lever i en familie, hvor der ikke er penge til at deltage i samme aktiviteter som deres jævnalderende: Skoleudflugter, ture med fritidsklubben, dyrke sport i fritiden og så videre. Derudover kommer isolationen af, at børnene ofte trækker sig fra fællesskabet grundet skam over, at de ikke på samme måde som deres jævnaldrene får julegaver, madpakker, biografture, tøj, ferier og lignende. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En UNICEF-undersøgelse af 41 industrialiserede lande viser, at andelen af fattige danske børn er stigende, og Danmark indtager en 24. plads på listen over de lande med den mindste stigning i andelen af fattige børn. Bedre går det i Norge, Finland og Sverige, der ligger henholdsvis nr. 5, 8 og 13 på listen, og hvor tendensen er – modsat i Danmark – at andelen af fattige børn er faldende.

Samme billede viser i forhold til, hvor stor en del af unge, der er uden for skole-, beskæftigelse eller jobtræningssystemet. I Danmark er andelen større end i både Norge, Sverige og Tyskland, hvor de to sidstnævnte klarer sig meget bedre og har et fald i andelen af unge udenfor de systemer. Rapporten viser samlet set, at antallet af fattige danske børn er steget med 13.000 siden 2008. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Ifølge Red Barnet og en række andre organisationer er det typisk børn af kontanthjælpsmodtagere, der lever i fattigdom. Det understøttes af en analyse udarbejdet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, der samtidig viser, at en stigende andel af kontanthjælpsmodtagerne i forvejen lever under fattigdomsgrænsen.

Analysen konkluderer blandt andet, at årsagen skal findes i, at værdien af kontanthjælpsydelsen er blevet udhulet i forhold til de generelle prisstigninger. Hvad bliver konsekvensen, når regeringen på det grundlag skærer hårdt i de penge, kontanthjælpsmodtagere har til rådighed? (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det begynder egentlig at virke som en bedre og bedre idé, at Venstre for kort tid siden fjernede fattigdomsgrænsen. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Især fordi Lars Løkke i juni – lige før Folketingsvalget – udtalte følgende om fattigdomsgrænsen: “Jeg kommer aldrig til at føre en politik, der sender børn ned under den grænse“. (Kilde)

Man kunne næsten fristes til at tro, at der var en sammenhæng.

Og så var der lige Løkkes løftebrud

Venstres kontanthjælpsloft og jobreform indeholder nemlig et 4. punkt, som er blevet gemt til sidst: En såkaldt “harmonisering” af kontanthjælpsydelserne til unge. Harmonisering er sådant et dejligt, positivt ladet ord, men det dækker stadigvæk over, at man Venstre beskærer kontanthjælpsydelsen til unge under 30 år, der har en uddannelse. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Og gæt, hvad Lars Løkke stillede garanti om, da han den 11. juni – en uge før Folketingsvalget – besøgte Krydsild på TV2 NEWS. Vi tager den både i skrift og tale:

Lars Løkke:

Vi har ingen planer om at skære i kontanthjælpen, skære i dagpengene, skære i førtidspensionen, og det understreger jeg lige, fordi mine gode venner i Socialdemokratiet bliver ved med at bruge penge på at sprede den løgnagtige påstand“.

Interviewer:

Så du vil garantere, at der ikke er nogen, der bliver skåret i kontanthjælpen med jeres moderne kontanthjælpsloft?

Lars Løkke:

Ikke i selve det, der hedder kontanthjælpsydelsen. Nej“.

Godt, så. Lars Løkke må sidenhen have bidt sig eftertrykkeligt i tungen. Af to årsager:

  1. Han begår et klokkeklart løftebrud.
  2. Det var et ufattelig ilde valgt tidspunkt at beskylde Socialdemokratiet for at lyve.

Okay. Hvis der gøres status her, så er Venstre ikke specielt godt i vej med deres kontanthjælpsloft. Til gengæld er de “ret sikre på”, at det dog rent beskæftigelsesøkonomisk giver god mening.

Men… Kontanthjælpsloftet virker ikke

I valgkampen blev formålet med kontanthjælpsloftet nævnt lige så ofte som kontanthjælpsloftet selv: “Det skal kunne betale sig at arbejde“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Den bliver imidlertid diskvalificeret det samme: Ifølge Dansk Statistik er der omkring 175.000 kontanthjælpsmodtagere, hvoraf cirka 25.000 bliver direkte berørt af kontanthjælpsloftet. Venstre selv, og en række andre, har vurderet, at kontanthjælpsloftet vil få 650! mennesker i arbejde. Eller hurtigt omregnet: En virkningsgrad på ca. 0,37%. Manglen på effekt er faktisk så grel, at beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard, selv har beskrevet kontanthjælpsloftet som uambitiøst og effekten som uimponerende. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det fortjener simpelthen gentagelse:

Venstres egen beskæftigelsesminister har beskrevet partiets stort anlagte beskæftigelsesøkonomiske platform – den platform, Venstre har bygget op siden Landsmødet i oktober 2013 og ført hele deres valgkamp på – som “ikke imponerende” og “uambitiøs”.

Hvad mere er, så viser en række beregninger fra Finansministeriet, at der om 7 år kun vil være 50 kontanthjælpsmodtagere, som vil have en økonomisk gevinst på mindre end 1.000 kr. om måneden ved at tage et lavtlønsarbejde (eksemplet, Venstre brugte gennem hele valgkampen). Tallet er lige nu omkring 1800. Sagt jordnært: Løkke og Venstre lancerer en storstilet jobreform for at løse et problem, der allerede nu er meget begrænset, og som i løbet af relativt få år ville være forsvundet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Formålet med kontanthjælpsloftet er altså øjensynligt ikke at få flere mennesker i arbejde – eller rettere: Hvis det vitterligt er formålet, så er Venstre pinligt uskarpe i deres valg af beskæftigelsesøkonomiske styringsredskaber.

Og det leder videre til et centralt spørgsmål, som sjældent bliver stillet. Et spørgsmål om motivation: To af de større økonomiske reformer, som Venstre vil gennemføre er kontanthjælpsloftet og den bebudede sænkning af topskatten. Hvordan kan det være, at der – helt grundlæggende – opereres med en antagelse om, at dårligt stillede folk med lav indkomst bliver motiverede af færre penge, mens velstillede folk med høj indkomst bliver motiverede af flere penge?

Den antagelse går i hvert fald ikke særlig godt i spænd med undersøgelser blevet lavet på området. Her er et citat fra en analyse, som CASA har udarbejdet sammen EAPN (European Anti-Poverty Network):

Fattigdom kan i sig selv være en forhindring mod at komme i arbejde. Det kan måske lyde mærkeligt for folk, der ikke selv har oplevet fattigdom, men forskningen i forbindelse med indføring af lave ydelser i 00’erne – starthjælp osv. – viste at de lave ydelser ikke motiverede til arbejde, men fører til opgivelse og apati (Ejrnæs mfl. 2010). Nogle kommer i arbejde i perioder, men årsagerne til kontanthjælp er ofte sygdom og sociale problemer. Lave ydelser helbreder ikke sygdomme og løser ikke sociale vanskeligheder“. (Kilde)

Forskningen, der bliver refereret til, er en større analyserække udført i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet og CASA. Det er en del af et forskningsprojekt med titlen: “Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag“, som forskergrupperne udfører for Rådet for Socialt Udsatte. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Forskningsprojektet har strukket sig fra 2008-2011 og har undersøgt de økonomiske og sociale virkninger af, at Venstre i 2002 første gang indførte kontanthjælpsloftet sammen med “introduktionsydelse og starthjælp, nedsættelse af kontanthjælpen efter seks måneder […] samt 300/450-timers reglen“. (Kilde)

Konklusionerne er utvetydige: De laveste ydelser bidrager meget ringe til, at folk kommer i arbejde. Faktisk opstår den modsatte effekt. Folk på kontanthjælp har typisk sociale problemer i forvejen, og de reducerede ydelser gør, at problemerne forværres, og at de fastholdes på overførselsindkomst. (Kilde)

Okay. Så problemet, Venstre vil løse, er forsvindende. Det værktøj, de vil bruge, virker ikke rent beskæftigelsesøkonomisk. Og undersøgelser viser, at værktøjet heller ikke virkede, da de brugte det sidste gang.

Det må man alligevel give Venstre: Når de rammer ved siden af, så gør de det ordentligt. Men mon ikke regeringen i det mindste kan finde ud af at bruge de penge, som deres moderne kontanthjælpsloft har sparet på overførselsbudgettet?

Opsummering

Det kan gøres kort, men så man må tage sig til hovedet:

  • Venstre bruger hele deres valgkamp på at ville løse et problem, som er begrænset og forsvindende.
  • De gennemfører valgkampen uden at fortælle, hvordan de egentlig vil løse problemet.
  • Efter valget bruger Venstre et værktøj, der ikke virker – som heller ikke virkede, da de sidste gang var i regering – og som af egen beskæftigelsesminister beskrives som “uambitiøst” og “ikke imponerende”.
  • De begår et klokkeklart løftebrud i processen.
  • Og de ender med at gennemføre et politisk projekt, som i høj grad går ud over børn.

Det må være selve definitionen af, hvordan man kombinerer politisk inkompetence med rænkespil. Så det er vel i grunden ikke så underligt, at Venstre ikke ville afsløre kontanthjælpsloftets indhold, før de sad i ministerkontorerne.

Forgyldning af privathospitaler: Løkkeposen 2.0

Løkke

De to foregående kronikker på polikron.dk, Finanslov for fjolser – Del 1 og Del 2, behandler Venstres nyligt fremsatte finanslovsforslag – især det såkaldte løft af sundhedsområdet, som viser sig at være alt andet end et løft. En enkelt oplysning har dog ikke fået fortjent opmærksomhed:

Knapt en halv milliard kroner er afsat til at genindføre en garanti for behandling indenfor 30 dage samt en ny udredningsgaranti med samme tidsfrist.

Fra pjecen om finanslovsforslaget:

Regeringen vil genindføre retten til at blive behandlet et andet sted, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage. […] Som noget nyt vil regeringen samtidig sikre, at patienterne har ret at vælge et privat behandlingssted, hvis ventetiden på udredning på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage“. (Kilde)

De 0,5 mia. kr. rammesættes som betaling til privathospitaler i situationer, hvor ventetiden på udredning og behandling overstiger 30 dage. Det giver anledning til et spørgsmål:

Hvis man har ambitioner om en behandlings- og udredningsgaranti – hvorfor så ikke bruge den halve milliard kroner på den offentlige sygehussektor – som over de seneste 10 år har præsteret en effektivisering  af driften på 25% (Kilde) – så de er endnu bedre rustet til at løfte opgaven?

Som denne kronik vil vise, giver udrednings- og behandlingsgarantien begrænset lægefaglig mening. Det er en garanti, som er designet til at blive brudt, så opgaver kan tilgå det private sygehusvæsen og få den offentlige sygehussektor til at fremstå utilstrækkelig. Det er en garanti, der bliver et aktivt springbræt til at fortsætte en lang tradition med forgyldning af privathospitalerne.

En fortælling om sygehussektoren

Fortællingen kræver med en kort introduktion til en kompleks størrelse: DRG-systemet. Det er indviklet, men nødvendigt for at forstå økonomien på sundhedsområdet. Hold tungen lige i munden:

DRG-systemet (Diagnosis Related Groups) er et takst- og grupperingssystem, som er styrende for økonomien på sundhedsområdet. Der kan skrives afhandlinger om DRG-systemets spidsfindigheder, men grundlæggende takserer det den økonomiske belastning ved behandlinger. (Kilde)

Patienter inddeles i en række DR-grupper, og DRG-taksterne er et udtryk for de offentlige sygehuses gennemsnitlige omkostninger forbundet med behandlingerne i en gruppe.

DRG-takst
Eksempler på DRG-grupper og takster (Kilde)

Taksterne fastsættes af Statens Serum Institut på baggrund af såkaldte fordelingsregnskaber, hvor offentlige hospitaler dokumenterer deres udgifter til patientkontakten. Taksterne anvendes, når driften af sundhedsområdet skal finansieres. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Finansiering i sundhedsvæsenet

Midler til drift af sundhedsvæsenet udmøntes på to måder:

  1. En rammefinansiering – ofte benævnt bloktilskud – fra staten. Rammen består af:
    • Et basisbeløb samt
    • Et beløb, der afspejler den enkelte regions udgiftsbehov bestemt af en række kriterier som andel af ældre medborgere, sociale forhold og så videre.
  2. En aktivitetsbestemt finansiering på baggrund af konkrete behandlinger på sygehusene. Aktivitetsbestemt finansiering består af:
    • Udbetaling fra den statslige aktivitetspulje,
    • Kommunal medfinansiering og
    • Tværregional afregning. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

DRG-taksterne anvendes til at bestemme størrelsen på begge dele. (Kilde)(Kilde)

Finansiering sundhedsområde
Finansiering i sundhedsvæsenet (Kilde)

DRG-taksterne modsvarer ikke faktiske omkostninger

Et springende punkt ved taksterne er, at de er baseret på et landsgennemsnit. Derfor kan der være store forskelle på taksten og sygehusets reelle udgift ved en given behandling. (Kilde)

Det gælder også, fordi der er ca. 600 DRG-grupper, som skal dække over ca. 12.000 diagnoser. Det betyder, at der indenfor en gruppe kan være store forskelle i omkostningerne ved en behandling. Et eksempel:

“DRG-gruppen ”Spondylodese og pseudoarthrose i ryg eller hals, ukompliceret”, der har DRG-taksten (2008 niveau) 40.160 kroner, dækker i aftaletakstsystemet over 13 forskellige takster (for behandlingsprocedurer) fra 37.600 kroner til 73.079 kroner.” (Kilde)

Simpelt sagt: Den mest komplicerede behandling indenfor den gruppe koster sygehuset 73.000 kr. at udføre, men DRG-taksten er 40.000 kr.

Visse behandlinger – typisk de komplicerede – er med andre ord underfinansierede, og offentlige sygehuse får derfor ikke dækket deres omkostninger. Det enkelte patientforløb har dermed afgørende betydning for den regionale økonomi på sundhedsområdet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

DRG-sats til privathospitaler

Overgår en patient fra offentligt til privat sundhedsvæsen, så tilfalder DRG-taksten det private sygehus. Privathospitalernes brancheforening forhandler derfor hvert år med Danske Regioner (tidligere Amtsrådsforeningen) om, hvor stor procentdel af taksten, privatehospitalerne skal have. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, kunne privathospitalernes brancheforening tidligere bede sundhedsministeren om at bestemme satsen. (Kilde)

Så langt, så indviklet. Nu til fortællingen.

Offentlige og private sygehuse

Der er en række forskelle på offentlige og private sygehuse, som er vigtige i forhold til økonomien på sundhedsområdet. Først det helt overordnede:

Et offentligt sygehus er finansieret af tilskud fra stat, regioner og kommuner. Det er ofte et kritikpunkt hos privatiseringsglade røster: At det er et område uden konkurrence. Fordelen ved den konstruktion er, at offentlige sygehuse altid kan prioritere et medicinsk hensyn i behandlingen. Et privat sygehus vil modsat, og helt naturligt, også være drevet ud fra et klart hensyn til størst mulig omsætning og profit.

Akutforpligtigelse

Private sygehuse har intet akutberedskab (skadestuer, intensiv afdelinger m.v.), som er en opgave, der udelukkende løses af offentlige sygehuse. Privathospitaler kan derfor til alle tider planlægge deres drift på den økonomisk mest optimale måde. De kan f.eks. nøjes med at hyre læger på konsulentbasis efter behov. Hver 3. af alle patientkontakter i Danmark er akutte, og på nogen sygehuse er andelen af akutte indlæggelser så høj som 80%. (Kilde)(Kilde)(Kilde).

Uddannelsesforpligtigelse

Folk har en underlig forestilling om, at deres læge rent faktisk ved, hvad han eller hun laver. Derfor er god uddannelse af nye læger vigtigt. Den opgave bliver løftet af det offentlige sundhedsvæsen. Afhængigt at afdelingstype og sygehus kan der være variationer i den økonomiske belastning, som uddannelsen af nye læger medfører. Undersøgelser viser, at det kan være op til 25% af den enkelte afdelings samlede ressourcer. (Kilde)(Kilde)

Købsmoms og lønsumsafgift

Offentlige og private sygehuse er fritaget for moms på behandlingsydelserne, men begge betaler købsmoms for indkøb af fødevarer, brændsel, håndværkerydelser m.v. Offentlige sygehuse betaler købsmoms gennem det mellemregionale momsrefusionssystem, der udligner momsudgifterne mellem regionerne. Modsat privathospitaler er den enkelte region derfor ikke direkte påvirket af momsudgiften ved egne indkøb. Privathospitalernes brancheforening vurderer, at momsudgiften udgør ca. 2-3% af privathospitalernes omsætning. Det svarer til udgift på ca. 40-60 mio. kr. for hele privatsektoren. Offentlige og uvildige undersøgelser angiver, at tallet nærmere er 1,2%. (Kilde)(Kilde)Kilde)

Privatsygehuse kan fravælge patienter – Cream Skimming

Modsat offentlige sygehuse, kan privathospitaler frit fravælge patienter – f.eks. hvis en given behandling er urentabel. Det ulighedsforhold er kraftigt afspejlet i DRG-systemet og andelen af komplicerede patienter med flere diagnoser på henholdsvis offentlige og private sygehuse.

Da privatsygehusenes markedsandel var størst, viste undersøgelser baseret på tal fra Landspatientregistret, at andelen af komplicerede, multidiagnose patienter på offentlige sygehuse var 28,7%, mens andelen på private sygehuse blot var 3,5%. Det forhold fremmes af, at såfremt der opstår komplikationer ved behandlingen på private sygehuse, så overføres den pågældende patient ofte til offentlige sygehuse. Forholdet er så udbredt, at det har fået en ofte brugt betegnelse: Cream Skimming. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Investeringer og afskrivninger

Kapitalomkostninger som investeringer og afskrivninger er ikke indlejret i DRG-systemet, så sygehusejere ikke får incitament til bevidst at tiltrække patienter på basisniveau fra andre regioner ved at tilpasse at deres kapitalapparat. Det er udgifter, som private sygehuse afholder. Det er vanskeligt at vurdere omkostningsniveauet. Privathospitalernes brancheforening sætter tallet så højt som 20% af omsætningen. Det er dog udokumenteret, og undersøgelser fra Danmark og USA placerer tallet helt nede omkring 4-5%. (Kilde)(Kilde)

Forskningspligt

Forskning og udvikling er en af sundhedsområdets grundsten. Forskning udvikler nye og bedre behandlingsmetoder. Forskning skaber nye veje til sygdomsforebyggelse og medfører kvantespring i forståelsen af sygdomme, der ellers har indeholdt mysterier. Forskning udvikler nye måder at organisere sundhedsindsatserne på.

forsking sundhedssektoren 111
Udgifter til forskning i sundhedssektoren i mia. kr. (Kilde)

Derfor allokerer det offentlige sundhedsvæsen stadigt flere af deres ressourcer til forskning og udvikling, som universiteter og offentlige hospitaler bruger mere end 6 mia. kr. om året. (Kilde)

Der er ingen forskningspligt for privathospitaler, som udfører yderst begrænset forskning sammenlignet med offentlige sygehuse – og de kan i øvrigt, modsat offentlige sygehuse, krydssubsidiere og indlejre eventuelle forskningsudgifter i behandlingspriserne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Privathospitaler har frihed til specialisering

Det offentlige sundhedsvæsen har pligt til at behandle alle patienter, mens privathospitaler kan specialisere sig efter ønske, hvilket de i høj grad gør. En omfattende redegørelse foretaget af Ministeriet af Sundhed og Forebyggelse har vist, at de private sygehuse har en gennemsnitlig specialiseringsgrad på over 90% og koncentrerer sig om ganske få behandlinger med størst profitmargin.

Den snævre specialisering giver langt bedre muligheder for at optimere driften, end offentlige sygehuse med behandlingspligt kan opnå. Redegørelsen viser derfor også, at de private sygehuse, som har spredt sig ud over flest behandlingsområder, har den dårligste økonomi. (Kilde)

Offentlige sygehuse får kun halv DRG-takst for yde mere end aftalt

Hvert år aftales en såkaldt baseline (aktivitetsniveau) for sygehusene. Hvis et sygehus præsterer udover baseline, så godtgøres meraktiviteten kun med ca. 50% af DRG-taksterne. DRG-satsen til betaling af privathospitaler anvendes uanset antallet af behandlinger. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Opsamling på private og offentlige sygehuse

Der er markante forskelle i driftsbetingelser og rammevilkår for henholdsvis private og offentlige sygehuse. Akutberedskab, uddannelsespligt og forskningspligt er en betragtelig økonomisk belastning for offentlige sygehuse, som i øvrigt er begrænset af reduceret dækningsgrad ved meraktivitet. Private sygehuse har udgifter, som offentlige sygehuse ikke har, f.eks. lønsumsafgifter og kapitalomkostninger, men har til gengæld mulighed for frit at specialisere sig i rentable behandlinger og at krydssubsidiere. Vigtigt af alt: De kan fravælge komplicerede, dyre patienter – hvilket de i høj grad gør.

Privathospitaler har med andre ord gunstige driftsøkonomiske betingelser sammenholdt med offentlige sygehuse. Samtidig er der en grundlæggende problemstilling, når behandling af syge mennesker foregår et sted, hvor lægefaglige hensyn skal tages på lige linje med hensyn til profit.

Lars Løkke bliver sundhedsminister

I 2001 danner Venstre regering med Konservative, og Lars Løkke udnævnes til Indenrigs- og Sundhedsminister. Året efter indfører Lars Løkke reglen om udvidet frit sygehusvalg, som giver ret til behandling på privathospital, hvis ventetiden på offentlige sygehuse overstiger 2 måneder. Løkke indfører også en skatteyderbetalt ordning, hvor arbejdsgivere kan tegne private sundhedsforsikringer og trække udgifterne fra i skat. Inden Lars Løkke udnævnes til finansminister, sørger han for, at tidsfristen for behandling reduceres til 1 måned. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

I tiden med Lars Løkke som sundhedsminister sker en eksplosion i privatiseringen af sundhedsydelser:

  • I 2001 omsatte private sygehuse for ca. 200 mio. kr.
    • I 2008 var tallet 2.350 mio. kr.
  • I 2001 havde 50.000 danskere en privat sundhedsforsikring.
    • I 2009 var tallet 1 mio.
  • I 2001 fandtes 43 danske privatsygehuse- og klinikker.

Udviklingen er især et resultat af, at Lars Løkke bevidst overbetaler de private sygehuse for deres ydelser.

Rigsrevisionen og Løkkeposen

Efter resultatløse forhandlinger mellem brancheforeningen (dengang SPPD) og Amtsrådsforeningen i 2005, går Lars Løkke ind og fastsætter DRG-satsen for private hospitalers overtagelse af offentlige patientbehandlinger. Det sker på et tidspunkt, hvor Amtsrådsforeningen allerede er nået til enighed med mere end 100 privathospitaler og -klinikker organiseret udenfor SPPD om en sats på 80%.

Lars Løkke fastsætter satsen til 95%. Den manøvre betyder, at aftalen mellem Amtsrådsforeningen og privatklinikkerne udenfor SPPD bliver annulleret, så DRG-satsen også her er 95%. Det er den højeste DRG-sats for privathospitaler nogensinde, og efterfølgende redegørelser har endda vist, at de private sygehuse i perioden 2007-2008 blev godtgjort med helt op til 110% af DRG-taksterne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det medfører, at regionernes udgifter til betaling af privathospitaler stiger med ca. 800% i løbet af seks år.

Regioners udgifter privathospitaler
Regionernes udgifter til betaling af privathospitaler (Kilde)

Omfanget bliver så stort, at Rigsrevionen vælger at undersøge sagen. På baggrund af en omfattende undersøgelse konkluderer Rigsrevisionen, at Lars Løkke har fastsat DRG-satsen alt for højt, så der er sket en overbetaling af privathospitalerne.

Det konkluderes i øvrigt, at Lars Løkke var bekendt med, at satserne til privathospitalerne var for høje. Lars Løkke prøver i første omgang at nedtone overbetalingens omfang og påstår, at der maksimalt er tale om en overbetaling på 100 mio. kr. Efterfølgende undersøgelser viser imidlertid, at privathospitalerne blev overbetalt med knapt 1 milliard kroner, mens Lars Løkke var sundhedsminister. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En undersøgelse udarbejdet af sundhedsministeriet i 2009 når frem til, at DRG-satsen for private sygehuse burde fastsættes mellem 65-72%. Efter sagen om Løkkeposen er det vedtaget, at sundhedsministeren ikke længere kan fastsætte DRG-taksten, men at det skal ske ved en voldgiftsafgørelse, hvis der er uenighed mellem privathospitalernes brancheforening og Danske Regioner. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Venstres behandlings- og udredningsgaranti

Venstre har med seneste finanslovsforslag lagt op til, at der ikke blot skal være en behandlinggaranti på 30 dage, men også en udredningsgaranti med samme tidsfrist. Allerede da Venstre i 2007 indførte 30-dages garantien første gang, blev det mødt med skarp lægefaglig kritik om, at garantien var af begrænset sundhedmæssig relevans og samtidig kunne medføre dårligere vilkår for uddannelse af læger og for patienterne. Det er underbygget i undersøgelser, som har påvist en begrænset sundhedseffekt ved behandlingsgarantien som styringsværktøj. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

I 2012 indførte SR-regeringen en differentieret behandlingsgaranti relateret til patientens diagnose. Helt skørt. Det medførte naturligvis enorm kritik fra højrefløjen, der beskyldte SR-regeringen for at forringe patienternes vilkår. Undersøgelser året efter viste imidlertid, at patienterne ikke havde ventet længere på behandling efter ændringen – faktisk var ventetiden den samme eller kortere. I øvrigt blev den differentierede behandlingsgaranti modtaget med stor lægefaglig ros. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det kan således ikke undre, at Venstres 2016-garantier bliver mødt med sundhedsfaglig kritik fra både læger og sygeplejersker, der betragter Venstres oplæg som endnu et Løkke-søm i det offentlige sundhedsvæsens kiste: et tiltag designet til at fremme den private sygehussektor på bekostning af den offentlige. Det underbygges af de dybt problematiske rammevilkår, som Venstres samlede finanslovsudspil vil medføre for sundhedsområdet – jf. Finanslov for fjolser – Del 2: Et offentligt sundhedsvæsen, hvor omprioriteringsbidrag, demografisk træk, beskårede forskningsmidler, maskerede sparekrav samt hastigt stigende medicinudgifter skaber umulige betingelser for at leve op til udrednings- og behandlingsgarantien. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Vurdering

Private sygehuse har en rolle at spille i forhold til det offentlige sundhedsvæsen. Men det må være en rolle defineret ved lægefaglig vurderering af, hvordan offentlige sygehuse kan aflastes, og ikke en rolle som automatisk træder i kraft efter 30 dages patientforløb. Der er begrænset lægefaglig og sundhedsmæssig relevans i Venstres udrednings- og behandlingsgaranti, der fremstår som et politisk benspænd af de offentlige sygehuse rettet mod at tilføre opgaver til den private sygehussektor.

Der mangler således et politisk svar på, hvorfor midlerne til betaling af privatsygehuse ikke afsættes til at gøre det offentlige sundhedsvæsen bedre i stand til at behandle patienter hurtigere – hvilket i øvrigt er ønsket hos 85% af befolkningen i henhold til en Gallup-undersøgelse fra 2010 (Kilde)

Bliver Lars Løkke kendt som manden, der egenhændigt ødelagde det danske sundhedsvæsen?

Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen

iceberg-643567_640
(Kilde)

Det er tid til at dykke ned under overskrifterne i Venstres finanslovsforslag. Der er overvejende fokus på det såkaldte løft af sundheds- og ældreområdet på 2,4 mia. kr., som er Venstres helt store reklamefremstød: Hvem kan synes noget dårligt om en regering, der giver penge til Danmarks verdensberømte sundhedsvæsen? Det lyder for godt til at være sandt! Det er fordi, det er for godt til at være sandt. Til trods for den øgede bevilling, så kommer kommuner og regioner til at opleve besparelser på sundhedsområdet.

Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen er en tur ned i det iskolde, sorte farvand, hvor Venstres finanslovsisbjerg nu betyder, at Danmarks sundhedsvæsen og velfærdssamfund er på kollisionskurs. Så tag en dyb indånding og læs med.

Sundhedsområdet kort fortalt

Først er det vigtigt med et billede af, hvad sundhedsområdet egentlig er for en størrelse. Mange tænker mest på hospitaler, når man taler om Danmarks sundhedsvæsen, og det er bestemt en væsentlig del af sundhedsområdet. Men det er også hjemmepleje, børnetandpleje, handicaphjælp, psykiatrisk behandling, genoptræning, hospicer, plejehjem, beskyttede boliger for udviklingshæmmede, lægehuse med videre.

Sundhedsydelser drives som udgangspunkt af regioner og kommuner.  Regionerne har f.eks. ansvar for sygehuse og almen praksis, mens kommuner har ansvar for plejehjem, hjemmepleje, tandpleje med videre. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det betyder, at økonomien på sundhedsområdet ikke kun bestemmes med Finansloven, men også af aftalerne om regionernes og kommunernes økonomi. Helt konkret forhandler regeringen aftalerne på plads med henholdsvis KL og Danske Regioner. De tre ting – Finanslov, kommuneaftalen og regionsaftalen – er således de tre mest omfattende økonomiske rammer for driften af sundhedsområdet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Finansloven og sundhedsområdet

Først skal Venstres finanslovsforslag sættes i perspektiv. Driften af sundhedsområdet beløber sig i runde tal til 164 mia. kr. om året. Så hvis Venstre reelt tilførte sundhedsområdet 2,4 mia. kr., så ville der være tale om en forøgelse på 1,4%. (Kilde)

1,45 mia. kr. er en del af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi. Ca. 0,5 mia. kr. går til et såkaldt “målrettet løft til ældre medicinske patienter mv.” mens 0,45 mia. kr. skal bruges til at opretholde garantier om udredning og behandling indenfor 30 dage. (Kilde)(Kilde)

En del af de 0,95 mia. kr. til ældre patienter og garantiordninger er ikke på Finansloven, men skal realiseres ved satspuljeforhandlingerne. Hvis man tager finanslovsforslaget for pålydende, så skulle der være tale om en øget bevilling på 2 mia. kr.

Finanslov sundhedsområdet
Anmærkninger til §16 i Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at en del af de bevillinger ikke er Venstres påfund, men i stedet fastsat ved tidligere års finanslovsaftaler. Blot som eksempel:

forebyggelse billede

Det her er en af Venstres flagskibe. Der skal gøres noget ved overbelægningen på de danske sygehuse! Det ser samtidig ikke godt ud for SR-regeringen, som tilsyneladende ikke har prioriteret det område – bortset fra, at de pågældende 75 mio. for 2016, og de 100 mio. kr. hvert år de efterfølgende to år, blev vedtaget i forbindelse med aftale om Finanslov 2015 under SR-regeringen. Der er altid nuancer. (Kilde)

Finansloven og forskning

En nuance, der er helt central at holde fast i, er finanslovens betydning for forskning. Venstres finanslovsudspil bygger blandt andet på en nedskæring af forskningsbudgettet til 1,01% af BNP. Den manøvre frigør 1,4 mia. kr., men hvor kommer de penge egentlig fra?

Det er f.eks. interessant at kigge på konto 197, som har titlen “Forskning, Innovation og Teknologi“. En underkonto til 197 – konto 1971 – hedder “Danmarks Innovationsfond“. Og en underkonto til 1971 – konto 197101 – hedder Danmarks Innovationsfonds Uddelinger. Så langt, så dybt.

Innovationsfond
Konto 197101 i Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Som det fremgår af figuren, så er den konto blevet beskåret med ca. 630 millioner kroner. Blot for at sætte det i relief, så svarer det til ca. 27% af Venstres bebudede bevilling til sundhedsområdet på 2,4 mia. kr.

Men hvad handler Danmarks Innovationsfonds Uddelinger egentlig om? To ting: 1) Strategisk, udfordringsdrevet forskning og 2) Teknologiudvikling og innovation.

Den strategiske, udfordringsdrevne forskning vedgår en række indsatsområder med forskellige titler. Her nævnes et par stykker:

  • Sammenhæng mellem fødevarer, sundhed og livsstil
  • Klinisk Forskning
  • Bioressourcer, fødevarer og andre biologiske produkter
  • Sundhed, psykiatri og klinisk forskning
  • Fremtidens velfærd (Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig tager penge fra forskning i fødevarer, sundhed, livsstil, psykiatri, bioteknologi, velfærd samt klinisk sygdomsforskning? Der er altid nuancer.

Det er der også, når man kigger på konto 19411210 “Det Frie Forskningsråd“.

Frieforskningsråd
Konto 19411210 på Venstres finanslovsforslag (Kilde)

Der er forskel på budgetoversigten (ovenfor) og anmærkningsoversigten, men kontoen lader til at være skåret ned med mellem 216,9 mio. kr. og 375,6 mio. kr. Det vil sige – igen for at perspektivere – mellem 9-15% af Venstres 2,4 mia. kr. til sundhedsområdet. Det Frie Forskningsråd beskæftiger sig med 5 indsatsområder. Det ene af dem har overskriften Sundhed og Sygdom.

Indsatsen på det område gælder blandt andet:

Molekylær medicin og genetik, anatomi, medicinsk fysiologi og biokemi, medicinsk mikrobiologi, farmakologi og lægemidler, sygdomsmodeller samt medicinsk bioinformatik og systembiologi. De kliniske aspekter dækker bl.a. medicin, kirurgi og psykiatri, odontologi, udredning og diagnose samt paramedicin, undersøgelse og behandling, herunder ernæring, motion og lægemidler samt de samfundsmedicinske aspekter, som omfatter bl.a. forebyggelse, sundhedstjeneste og epidemiologiske aspekter. (Kilde)

Derudover er der området Teknologi og Produktion, som blandt andet dækker over bioteknologi, fødevarevidenskab, medicoteknik, micro- og nanoteknologi m.fl. (Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig tager penge fra forskning i molekylær medicin over kirurgi og medicin til udredning og behandling? Der er altid nuancer.

Det er naturligvis en pinefuld selvfølgelighed, at forskning og sundhed hænger uløseligt sammen. Og det er ikke kun hos sundhedsfaglige institutioner, men også hos erhvervslivet, at Venstres finanslovsudspil er blevet mødt med ambivalens til trods for en check på – måske – 2,4 mia. kr. til sundhedsområdet: “Tak for pengene, men, altså… I tager jo penge fra forskning – fjollehoveder“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Der er flere af den slags eksempler indenfor forskningsområdet, men der er meget at nå igennem.

Regeringen, kommunerne og sundhedsområdet

3. juli 2015 indgik regeringen og KL aftale om kommunernes økonomi for 2016-2019. Aftalen betyder massive besparelser for kommunerne, især på grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag, som er et nydeligt PR-ord for besparelse. Men, om man så kaldte det chokolade-julemands-overfantastisk-bidrag, så skal kommunerne stadig reducere deres udgiftsloft med 1% og dermed spare i omegnen af 10 mia. kr. i 2016-2019 – regeringen foretager en tilbageførsel af 1,9 mia. kr., dog kun i 2016. (Kilde)

Aftalen giver kommunerne frihed til at vurdere, hvor sparekniven skal svinges:

Kommuneaftalen
Udsnit af Kommunernes Økonomiske Rammer 2016 (Kilde)

De kommunale driftsopgaver er meget mere vidtfavnende end regionernes, hvor sundhedsområdet er den altoverskyggende ydelse – altså sygehuse og almen praksis. Når kommunerne skal spare 2,4 mia. kr. om året på tværs af alle kommunale ydelser, så er der naturligvis også en risiko for, at de kommunale sundheds- og velfærsdydelser bliver ramt.

Det er allerede sket ved omlægningen af den såkaldte ældremilliard, og flere fagpersoner vurderer, at omprioriteringsbidraget vil betyde indhug i kommunernes sundheds- og kernevelfærd, f.eks. handicaphjælp, børn, unge og ældrepleje. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

FOA har i samarbejde med Epinion gennemført en undersøgelse i 84 ud af landets 98 kommuner. Undersøgelsen viser, at 40% af alle kommuner vil gennemføre besparelser på sundheds- og ældreområdet for at få budgetterne til at hænge sammen i kølvandet på aftalen om kommunernes økonomi. FOA har derudover foretaget en stikprøveundersøgelse blandt 20 kommuners spareforslag til budget 2016: Samtlige af de 20 kommuner planlægger rammebesparelser og serviceforringelser på netop ældreområdet, bl.a. i form af mindre rengøring, færre bade til ældre samt nedlæggelse af plejehjemspladser. (Kilde)(Kilde)

Det var da egentlig sært: Virker det ikke lidt problematisk at råbe meget højt op om, at man løfter sundhedsområdet med 2,4 mia. kr., når man samtidig dikterer massive besparelser i kommunerne – besparelser, som allerede er gået ud over sundheds- og ældreområdet? Der er altid nuancer.

Regeringen, regionerne og sundhedsområdet

De 1,45 mia. kroner, som er udmøntet i aftalen om regionernes økonomi, er den primære løftestang til Venstres såkaldte løft af sundhedsområdet. Aftalen angiver, at loftet på regionernes samlede nettodriftsudgifter – inkl. udgifter til medicintilskud – hæves med 1 mia. kr. til 106,47 mia. kr. i 2016.

Det fremgår af regionsaftalen, at den ekstra milliard skal gå til at løse det meget mediebelyste problem med stigende medicinudgifter samt problemer med overbelægning – altså, at der er for lidt behandlingskapacitet. Derudover viderefører Venstre satspuljemidler, som blev afsat under SR-regeringen til en indsats rettet mod kronisk syge, kræftbehandlinger og psykiatrien. På den måde ender man ca. på 1,45 mia. kr. mere til regionerne. Det vil sige: For den sidste knapt halve milliard kroner, der vil Venstre egentlig bare gerne klappes på ryggen for, at de ikke fjerner tidligere vedtagne satspuljemidler. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Men så begynder det at gå galt for det regionale sundhedsområde. En ting ad gangen:

Omprioriteringsbidrag

Aftalen forudsætter, at regionerne leverer et omprioriteringsbidrag på 1% af de samlede administrations- og udviklingsomkostninger. Regionerne skal altså betale 60 mio. kr. tilbage til staten. (Kilde)

Maskerede sparekrav

I en undseelig notits i aftalen om regionernes økonomi står i øvrigt:

Med aftalen løftes aktiviteten på sygehusområdet i 2016 med 2 pct. Det tilvejebringes af produktivitetsforbedringer på 2 pct. i 2016“. Og af oversigten over aftalens økonomiske forudsætninger fremgår det, at Venstre har opgjort sygehusenes produktionsværdi til 65,56 mia. kr. i 2015, og at man med aftalen forventer, at produktionsværdien stiger med 2% til 66,87 mia. kr.  (Kilde).

Det var da egentlig sært: Udgiftsloftet hæves 1 mia. kr. for at håndtere stigende medicinudgifter og overbelægning . Det svarer til, at de tilførte midler stiger med 0,95%. Men de penge er altså afhængige af, at der sker en effektivisering af sygehusenes arbejde på 2% – altså, der skal behandles 2% flere patienter med det samme personale – svarende til en produktionsværdi på 1,31 mia. kr. Nogle vurderinger angiver sågar, at Venstres krav om produktivitetsstigning svarer til skjulte besparelser på helt op til 2,1 mia. kr. (Kilde)

Sagt på en lidt mere jordnær måde:

Regionerne får hævet udgiftsloftet med 1 mia. kr., men kun på betingelse af, at medarbejderne kan løbe for mellem 1,31 og 2,1 mia. kr. hurtigere – allerede i 2016. Og der er mere til den sag: For kravet om produktivitetsstigning sker i kølvandet på en lang årrække med uafbrudte krav om besparelser og effektiviseringer på de offentlige sygehuse.

Produktivitetsstigning
Produktivitetsstigninger i sundhedssektoren (Kilde)

Figuren viser, at der siden 2003 har været uafbrudt stigning i produktiviteten i sygehussektoren. Eneste undtagelse er 2008, som var præget af konflikt og strejke i sygeplejen. Oplysningerne stammer fra en analyse udarbejdet af Finansministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Danske Regioner. Her begrundes stigningerne med, at regionerne har begrænset deres udgifter og samtidig ydet mere. Den offentlige sygehussektor har med andre ord formået at effektivisere driften med 25% i løbet 10 år. (Kilde)(Kilde)

Demografisk træk

Det demografiske træk er et udtryk for, at vores samfund oplever en dokumenteret stigning i andelen af ældre medborgere. Den udvikling har stor økonomisk betydning for regioner og kommuner, da ældre – som befolkningsgruppe – medfører de forholdsmæssigt største udgifter for sundhedsvæsenet.

Demografisk træk
Demografisk træk (Kilde)

Som det fremgår af figuren, vil det demografiske træk være lig med en stigning på 0,7% i de regionale sundhedsydelser. Sagt på en anden måde: Hvis regionerne skulle være i stand til at vedligeholde den nuværende standard i f.eks. sygehussektoren, så skulle regionerne – alene af den grund – opleve en budgetudvidelse på 0,7% om året.

Og så medicinudgifterne

Medicinudgifterne er en speciel størrelse, i det regionerne ikke kan gøre meget ved dem i relation til effektiviseringer. Hvis der foreligger en lægefaglig vurdering af, at en given patient skal have en bestemt medicin, så er det en driftsbetingelse for det regionale sundhedsvæsen. Helt rimeligt. Men derfor er det også tilsvarende rimeligt, at regionerne har midlerne til at håndtere medicinudgifterne. Og Venstre vil som sagt hæve regionernes udgiftsloft med 1 milliard kroner, men den skal både dække stigende medicinudgifter og overbelægningsproblemer. Så hvor lagt rækker 1 milliard kroner?

Der er en forventning om, at de regionale medicinudgifter runder 8 mia. kr. i 2015. Det er en fordobling siden 2007. Det forventes, at medicinudgifterne vil stige med 10% både i 2015 og 2016, hvor udgifterne således vil være i omegnen af 8,8 mia. kr. (Kilde) Regionernes Lægemiddelorganisation, Amgros, har opstillet en række forskellige scenarier for udviklingen af medicinudgifterne, jf. nedenstående figur.

medicinudgifter
Scenarier for udvikling i medicinudgifter (Kilde)

Såfremt medicinudgifterne stiger, som de har gjort i de senere år, så forventes medicinudgifter på mellem 13 og 14 mia. kr. i 2020. (Kilde)

De stigende medicinpriser vil altså alene æde den ekstra milliard kroner, som udgiftsloftet hæves med. Samtidig gælder endda, at regionsaftalen ikke fastlægger, hvor stor en del af de 1 milliard kroner, som skal øremærkes til medicin. Flere sundhedsfaglige vurderinger er derfor, at konsekvensen bliver fyringer og en reduceret kvalitet i behandlingerne. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

En kort mellemregning

Det demografiske træk medfører en stigning på 0,7% i sundhedsydelserne. Med et udgiftsloft på 105,47 mia. kr. (2015), så svarer det til en stigning på ca. 0,74 mia. kr.

Medicinudgifterne forventes at stige i omegnen af 10%, hvilket i 2016 svarer til ca.  0,8 mia. kr.

Det demografiske træk og de stigende medicinudgifter medfører dermed en udgiftsstigning på ca. 1,54 mia. kr. og gør altså, at Venstres forøgelse af udgiftsloftet er ædt op – og mere til.

Når Venstre ovenikøbet pålægger regionerne omprioriteringsbidrag på 60 mio kr. – samt ikke mindst et maskeret sparekrav på mellem 1,31 og 2,1 mia. kr. – hvor blev løftet af sundhedsområdet så egentlig af?

Regeringen kan endda tage pengene tilbage

Budgetloven betyder, at regeringen kan tilbageholde 1 mia. kr. af det regionale blotilskud, hvis de samlede regionale udgifter ikke holder sig indenfor de rammer, som regeringen har udstukket. Derudover kan regeringen tilbageholde 1 mia. kr. af blottilskuddet, hvis regionernes driftsudgifter overskrider budgetrammerne; og hvis anlægsbudgettet overskrides, så kan regeringen tilbageholde yderligere 0,5 mia. kr. af bloktilskuddet. (Kilde)(Kilde)

Det betyder, at regionerne konsekvent bruger for få penge. Det lyder tosset, men overvej følgende lidt farverige eksempel: Hvis man skulle drive en travl operationsstue i et rum, hvor væggene – i bedste Indiana Jones-stil – var beklædt med sylespidse jernpigge, ville man så ikke sørge for at holde god afstand til væggene?

Samme indsnævrende koncept gælder for regionernes økonomi. Hvis de overskrider budgetrammen, så tager finansministeren dele af bloktilskuddet tilbage. Det er naturligvis uholdbart, så derfor sørger regionerne for at holde sig på god afstand af de økonomiske pigge. I 2011-2014 er det sket i en sådan grad, at regionerne har brugt 5 mia. mindre end budgetteret. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Konklusion: Venstres løft af sundhedsområdet udebliver

Venstres helt store mediebårne finanslovsflagsskib er, at de giver sundhedsområdet et såkaldt løft på 2,4 mia. kr. Især de 1,45 mia. kr. til regionerne er en afgørende løftestang. Men der er ikke tale om et løft. Det er en markant fordrejning af sandheden.

En del af de 2,4 mia. er videreførte satspuljemidler til styrkelse af psykiatri, samt behandling af kræft og kroniske lidelser; andre afhænger af satspuljeforhandlingerne for 2016, og så hæver Venstre det regionale udgiftsloft med 1 mia. kr. for at imødegå stigende medicinudgifter og overbelægning.

Men samtidig:

  • Kommunale nedskæringer på 10 mia. kr. som følge af omprioriteringsbidrag, der i mange kommuner allerede medfører besparelser på sundheds- og ældreområdet.
  • Store nedskæringer på forskning indenfor sundhedsområdet.
  • Krav om regional effektivisering på 2%, der svarer til en maskeret besparelse på mellem 1,31 – 2,1 mia. kr.
  • Omprioriteringsbidrag – altså en regional besparelse – på 60 mio. kr.
  • Stigninger i medicinudgifterne, der er så store, at hele Venstres forøgelse af det regionale udgiftsloft knapt dækker dem – og hvad så med overbelægningsproblemerne?
  • Budgetrestriktioner, der tvinger regionerne ud i et mindreforbrug.

Så, nej: Venstre skaber ikke et løft af sundhedsområdet, men reelt det modsatte. Venstres 2,4 mia. kr. er behæftet med halve sandheder og en pinlig utilstrækkelighed, der skaber et massivt økonomisk pres på sundhedsområdet i 2016 samt efterfølgende budgetår. Et pres, der ifølge fagpersoner vil medføre fyringer og faldende kvalitet i behandlingerne.

Det var altså for godt til at være sandt: At Lars Løkke – notorisk kendt for at presse det offentlige sundhedsvæsen  og forgylde privathospitalerne – rent faktisk ville gennemføre et reelt løft af sundhedsområdet. Og det kan ikke undgå at skabe betænkelighed, når Lars Løkke ofte har brugt medierne til at formidle budskabet: “Det er nu, regionerne og det offentlige sundhedsvæsen skal levere! Nu har de fået en pose penge på 2,4 mia. kr., så nu skal de bevise deres værd!” (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Hvis man nu var bare en smule mistænksom, så ville det være nærliggende at tænke, at man om fire år kan høre Lars Løkke sige noget i retning af: “Der kan I selv se – vi overøsede jo det offentlige sundhedsvæsen med penge – vi løftede sundhedsområdet – men lige meget hjalp det. Vi må vist hellere se, om vores venner i den private sygehussektor ikke er bedre til at løfte sundhedsopgaverne…“.

Perspektiv: Alle de andre ting gemt i dybet

Sundhedsområdet kræver stor opmærksomhed, fordi “sundhedsløftet” på 2,4 mia. kr. i høj grad er det, Venstre bruger til at sælge deres finanslovsforslag. Men der er 1000 andre ting, som også fortjener at blive trukket op til overfladen.

Tag f.eks. Livslinien. Det er en selvmordslinje, som modtager opkald fra folk, der er ved at begå selvmord eller har tanker om det. En undersøgelse udarbejdet af Deloitte viser, at det især er i nattetimerne, der brug for tiltag som Livslinien. Det er der, at folk oftest oplever angst eller er påvirkede af stoffer og alkohol. Venstre vil lukke Livslinien i nattetimerne – på den måde kan der spares 4 mio. kr. (Kilde)

4 millioner kroner? Hvad er det egentlig værd, hvis man redder menneskeliv?

Nedskæringen i forhold til Livslinien har faktisk fået en del opmærksomhed i medierne. Til gengæld har det fået mindre opmærksomhed, at Venstre udover at spænde ben for Livslinien, vil spare 39 mio. kr. på andre selvmordsforebyggende tiltag. De tilbageruller en helhedsindsats mod selvmord samt målrettede indsatser for henholdsvis piger og ældre mænd, og på den måde spares i alt 43 mio. kr. (Kilde)

Hvilke værdier ligger til grund for den type prioriteringer?

Hvorfor er det, at Venstre taler stort om vækst og innovation i erhvervslivet, men giver pengegaver til virksomheder, der forurener, har stort materialeforbrug og aktionærer med den ene hånd, mens de med den anden hånd kvæler grøn omstilling og tager penge fra entreprenørerne og de innovative?

InnovationBil
Konto 832 fra Venstres Finanslovsforslag (Kilde)

Hvordan var det nu, Venstres slogan lød: Venstre for Fremtiden?

Og hvad sker der i forhold til at skære direkte i sundhed, når bare det foregår i udviklingslande?

  • Civilsamfund i Udviklings (CISU) pulje til partnerskabsprojekter mellem danske og afrikanske civilsamfundsorganisationer beskæres fra 150 millioner kroner i 2015 til 110,6 millioner i 2016
  • De fleste bilaterale sundhedsprogrammer udfases, og med afvikling af støtten til blandt andet Mozambique vil der fremover kun være støtte til sundhed og hiv/aids i Kenya og Tanzania.
  • Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria vil ikke som lovet på en international donorkonference modtage det fulde bidrag på 165 millioner kroner årligt i 2015 og 2016. Bidraget nedsættes til 100 millioner årligt, og der er ikke afsat midler til den næste genopfyldning for 2017-2019. Fonden spiller en afgørende rolle i at finansiere hiv-behandling til verdens fattigste og for at forebygge mor-til-barn-smitte. International HIV/AIDS Alliance vil ikke fremover blive støttet i deres hiv-forebyggende arbejde med LGBT-personer i Afrika.
  • International AIDS Vaccine Initiative (IAVI) vil ikke modtage yderligere bidrag efter 2017, hvor deres nuværende 3-årige bevilling på 15 millioner udløber.
  • International Partnership for Microbicides (IPM) vil ikke modtage yderligere bidrag efter 2016, hvor deres nuværende 3-årige bevilling på 15 millioner udløber.
  • UNAIDS, FNs hiv/aids-organisation, bliver beskåret med 15 millioner kroner i 2016. Andre FN-organer, som også arbejder med hiv/aids, beskæres ligeledes. (Kilde)

Det er blot en række af de sundhedsinitiativer, der bliver beskåret med Venstres finanslovsforslag. Men… det er jo heller ikke vigtigt. Det er bare alle de velgørenshedsfjolser, som står der med deres små Hassan’er. (Kilde)

Det virker næsten til, at det kunne være relevant med en Finanslov for fjolser – Del 3: Vraggods fra Venstres Finanslovsforlis.

Finanslov for fjolser – Del 1: Toppen af isbjerget

Forside fl 2015
Der er altid nuancer. Venstres Finanslovsforslag 2016. (Kilde)

Den 29. september 2015 offentligjorde Venstre deres længe ventede, længe frygtede forslag til en ny finanslov for 2016. Finansloven er ca. 3.300 sider lang og fordeler rundt 660 mia. kr. Derfor bliver langt de fleste tiltag formidlet i overskrifter, som fortæller en historie om Venstres ambitioner for Danmark. De overskrifter har Danmarks Radio søgt at sammenfatte:

12063410_1045470982170092_5728452538064638191_n

Grafikken fortæller dog ikke hele historien. Langt fra. Der er faktisk to historier, den ikke fortæller. Der er en historie, som er toppen af isbjerget. En umiddelbar kradsen i overskrifternes overflade. Det er emnet i denne kronik. Så er der historien om det, der ligger under overfladen, som kun kan fremdrages ved at dykke ned i Finanslovsforslagets 3.300 sider. Det er emnet i den næste kronik: Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen.

Forstå Finansloven

Finansloven er lidt som en pengekasse. Når virksomheder og borgere betaler skat eller afgifter, som kommer der penge i kassen. De penge bliver brugt på at holde vores fælles samfund kørende. Ting som: At vi har veje at køre på. Storebæltsbroen. At vi kan komme på hospitalet, hvis vi er syge. At folk kan få sygedagpenge, folkepension, førtidspension, dagpenge og så videre. At der er vuggestuer, børnehaver og skoler. At der bliver brugt penge på miljøarbejde, forbedring af børns vilkår, kultur.

I korte træk er det regeringen, altså Venstre alene – og især finansminister Claus Hjort Frederiksen – som lægger op til, hvad vi som samfund skal bruge pengene på. Det oplæg hedder et finanslovsforslag. Forslaget skal forhandles på plads af politiske med- og modspillere, som alle har egen opfattelse af, hvordan midlerne skal prioriteres. Hvis en regering er sikker på at have flertal til finanslovsforslaget, så kommer forhandlingen på tværs af de politiske blokke mest til at være et skuespil – som det var tilfældet under VK-regeringen i 2001-2011.

Når regeringen er tilstrækkelig overbevist om, at finansloven er forhandlet på plads, så bliver forslaget behandlet i Folketinget (og i en masse udvalg). Afslutningsvis stemmer Folketinget om forslaget, og hvis det bliver vedtaget, så bliver det til Danmarks Finanslov indtil året efter, hvor man gør det samme igen.

Hvis en regering ikke kan få flertal til deres Finanslov, så skal de gå af eller udskrive nyt valg. Kun to gange, i 1929 og 1983, er en finanslov blevet forkastet. Derfor er det glimrende for Venstre, at det nyligt annoncerede “moderne kontanthjælpsloft” og den lovede sænkning af topskatten ikke er med i finanslovsforslaget. Både DF og Socialdemokraterne har nemlig meldt klart ud, at de ikke vil være med til at putte flere skattekroner i lommen på de rigeste. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Toppen af isbjerget – Hak i overfladen

Som alle andre regeringer, der lige har overtaget magten, så har Venstre gjort et stort nummer ud af, at den tidligere SR-regering skulle have været liberale med sandheden om Danmarks økonomiske tilstand. At situationen er helt forfærdelig, og at Danmark var direkte på vej mod et økonomisk kollaps, før Venstre overtog roret. Det sker til trods for følgende mærkværdighed:

  1. Da Venstre og Konservative (og DF) havde magten i 2001-2011 fik Danmark et påbud fra EU om at forbedre de offentlige finanser, fordi underskuddet var blevet for stort.
  2. I løbet af de fire år, hvor S, R og (SF) var i regering, blev de offentlige finanser forbedret så meget, at EU ophævede påbuddet. (Kilde)(Kilde)
  3. Faktisk kunne Dansk Statistik ca. 2 måneder før valget dokumentere, at SR-regeringen efterlod Danmark med det største offentlige overskud på de offentlige finanser – i hele EU. (Kilde).

Men, altså. Venstre er ret sikre på, at det står helt forfærdeligt til…

Det er et kedsommeligt og gennemskueligt spin, men det skal siges. Overvej alternativet – at en nyvalgt regering i stedet gik ud og sagde: “De har sgu egentlig gjort det meget godt, den tidligere regering. Vi har såmænd ikke tænkt os at ændre det helt store. Faktisk var der slet ikke nogen god grund til, at regeringsmagten skiftede!“. Godt, så.

Der skal altså bruges et springbræt til at foretage ændringer. I Venstres tilfælde handler finanslovsforslaget helt grundlæggende om at frigøre penge, som de kan bruge på noget andet. De har derfor udpeget en række områder, hvor de vil skære ned sammenlignet med finansloven for 2015. Altså, sammenlignet med, hvad SR-regeringen prioriterede at bruge penge på.

Det opnår Venstre ved:

  1. Forringelse af den offentlige transport.
  2. Forringelse af kulturområdet.
  3. Forringelse af uddannelsesområdet.
  4. Forringelse af bistand til lande i nød (midt i verdenshistoriens næststørste flygtningekrise, kun overgået af 2. verdenskrig).
  5. Forringelse af indsatsen indenfor forskning.
  6. Forringelse af levevilkårene for pensionister.
  7. Forringelse af indsatsen for at få kontanthjælpsmodtagere tilbage på arbejdsmarkedet.
  8. Forringelse af levevilkår for udsatte børn og unge.
  9. Forringelse af tilsynet med virksomheders rammevilkår.
  10. Forringelse af indsatsen i forhold til miljøforbedringer og grøn omstilling. Læg i øvrigt mærke til, hvordan Venstre meget behændigt omtaler nedskæringer på miljøområdet som “budgetforbedringer” (Se mere her). (Kilde)

Der er altså tale om nedskæringer og forringelser på en lang række velfærdsområder, og der bliver især taget penge fra mennesker som i forvejen er svage: Pensionister, flygtninge, mennesker uden arbejde samt udsatte børn og unge. Så langt, så dårligt. De mange forringelser skaber et økonomisk råderum på godt og vel 6,7 mia. kr., og de kan bruges til andre formål:

Det skal være billigere for virksomheder at forurene (afskaffelse af NOx-afgift)

NOx er en samlebetegnelse nitrogenoxid og nitrogendioxid, NO og NO2. Ved stort set alle former for forbrænding udledes NO. Når det slipper ud i atmosfæren, så reagerer det med ozon og oxiderer. Det skaber NO2, nitrogendioxid – også kaldet kvælstofdioxid.

NO2 har nogle trælse egenskaber, som gør det sundhedsskadeligt for mennesker. Det sætter sig i lungevævet, reducerer lungefunktionen og resulterer i forskellige former for luftvejssygdomme og lungeinfektioner. Samtidig har det en række negative miljøeffekter som syreregn og følgelig forsuring. Men hvad betyder et par døde fisk og lidt hygge-skovdød, egentlig? (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Virksomheder har betalt NOx-afgift og har på den måde været økonomisk ansvarlige for egen forurening. Det synes Venstre er en dårlig idé. I deres øjne skal det være billigere og mere frit for virksomheder at forurene. Det koster skatteyderne 240 mio. kr. om året – altså, udover de ekstra udgifter, som en potentielt øget forurening og en forøgelse af miljø- og sundhedsskadelige effekter vil medføre.

Flere penge til folk, der ejer aktier (aktieavancebeskatning reduceres fra 42% til 15% ved overdragelse af aktier til erhvervsdrivende fonde)

Det koster skatteyderne 360 mio. kr. hvert år at gennemføre den ændring. Og uden at kende meget til aktiehandel blandt hjemløse, pensionister, studerende og øvrige lavindkomstgrupper, så antages det forsigtigt, at der her er tale om et tiltag, som gavner virksomheder og de mere velhavende grupper i samfundet. (Kilde)

Flere penge til arvinger af virksomheder (lempet beskatning ved virksomhedsoverdragelse)

SR-regeringen lukkede et juridisk skattesmuthul, som tillod virksomhedsarvinger at slippe billigt i skat ved overtagelse af deres erhversarvestykker. Det smuthul genåbner Venstre nu, hvilket koster skatteyderne i omegnen af 600 mio. kr. om året. (Kilde)

Flere penge til virksomheder generelt (øvrig erhvervsbeskatningsreform)

Der gennemføres en række øvrige lempelser af den skat, som virksomheder betaler. Et af forslagene knytter sig f.eks. til beskatning af hovedaktionærer. Ændringen koster skatteyderne 210 mio. kr. om året. (Kilde)(Kilde)

Flere penge til sundheds- og ældreområdet (2,4 mia. kr. i øget bevilling)

Det lyder fornemt. Og det er – ikke uden grund – det tiltag, som Venstre ønsker størst opmærksomhed omkring. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt: En statsminister, som er notorisk kendt for at forgylde og favorisere privathospitaler, vil nu give flere penge til det offentlige sundhedsvæsen!?

Det er fordi, det er for godt til at være sandt. Denne bevilling, denne overskrift, dækker således over den største fordrejning af sandheden i Venstres finanslovsforslag, og ekstrabevillingen til sundhedsområdet er således det primære fokus i næste kronik: Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen. Indtil da gøres blot opmærksom på to ting:

1) På et generelt niveau vil den nyligt indgåede aftale mellem Regeringen og KL om kommuernes økonomi betyde, at kommunerne skal spare ca. 1% af deres årlige ydelsesbudget hvert år frem til 2019. Det betyder , at kommunerne i 2016 alene skal spare ca. 2 mia. kr. på velfærdsydelser som ældrepleje, handicappleje, børneinstitutioner med videre. (Kilde)(Kilde).

2) Helt konkret har Venstre brugt kommuneaftalen til at fjerne den såkaldte ældremilliard fra netop sundheds- og ældreområdet (Kilde) – jævnfør denne detalje i Venstres finanslovsforslag:

Finanslov ældre
Konto 16650510 i Venstres finanslovsforslag 2016. (Kilde).

Flere penge til landbruget (75 mio. kr. til fødevare- og landbrugsinitiativer)

Det er næppe overraskende, men landbrug er altså et af de få områder, hvor det er en god ting at øge den offentlige forsørgelse. (Kilde)

Flere penge til forbedringer på boliger (BoligjobOrdningen)

BoligjobOrdningen handler om give øget skattefradrag til folk, som hyrer håndværkere til at udføre arbejde på deres bolig; populært kaldet håndværkerfradraget. På den måde er der tale om en sænkning af marginalskatten – skatten på den sidst tjente krone. Ordningen skal fremover anvendes til boligforbedringer med et klimaforbedrende sigte, hvilket har medført kritik fra Dansk Industri, der formentlig er den mest magtfulde højrefløjs-lobbyorganisation. De er bekymrede for, at miljøperspektivet vil medføre konkurrenceforvridning og lægger i stedet op til, at der i stedet blot gennemføres en generel sænkning af topskatten. (Kilde).

Flere penge til vækst (150 mio. kr. til vækst i Danmark)

Denne pose penge afsættes i anerkendelse af, at Danmark er på vej ind i et økonomisk opsving. Midlerne skal sikre, at Danmarks yderområder får del i opsvinget. (Kilde). Var man nu lidt nævenyttig, så ville man spørge: Hvis Danmark – nu hvor Venstre lige har fået overdraget tøjlerne – er på vej ind i et økonomisk opsving, er det så en bevægelse, som SR-regeringen har skabt over de seneste 4 år ved at styre landet sikkert gennem den økonomiske krise, som VK-regeringens finanspolitik i 2001-20011 var med til at forværre for Danmark? (Kilde).

Og til sidst: Lige lidt flere penge til virksomhederne (Afskaffelse af reklameafgift)

Reklameafgiften havde oprindeligt et miljøforbedrende sigte rettet mod at nedbringe ressourceforbrug til reklamemateriale. Annulleringen af afgiften koster skatteyderne 180 mio. kr. I al rimelighed skal nævnes, at den tidligere regering også havde barslet med en annullering af den pågældende afgift. (Kilde)

Sammenfatning af isbjergets top

Der er ikke nogen god måde at udlægge det på. Hvis Venstre får flertal til sit forslag, så er der tale tale om en Finanslov, som i uset grad tager fra fattige og giver til rige. Man tager penge fra pensionister, udsatte børn, unge og familier samt fra arbejdssøgende og flygtninge – og de penge giver man til virksomheder, aktionærer og virksomhedsarvinger. Det er en finanslov, som er designet til at øge skellet mellem samfundets stærke og svage.

Det er en samtidig en finanslov, som er skabt til at være tilbageskuende og forværre fremtidens muligheder. Der bliver taget penge fra grøn omstilling, forskning, kulturel udvikling og uddannelse – og de penge bliver brugt på landbruget og på at gøre det lettere og billigere for virksomheder at forurene og øge deres ressourceforbrug.

Afslutningsvis er det en finanslov, som lægger op til, at der bliver brugt flere penge på sundhedsområdet. Det er løftestangen, der skal få Venstres finanslovsforslag til at lugte bare en smule af medmenneskelighed. Men som næste kronik, Finanslov for fjolser – Del 2: Under overfladen, vil vise, så gemmer denne del af finanslovsforslaget på en række ubehageligheder, som ikke kommer frem, hvis man kun læser overskriften “2,4 mia. kr. til sundhedsområdet”. Og det er ikke det eneste område, hvor Venstre nok ville foretrække, at man bare holdt sig til overskriften. Som oplæg til næste kronik vises et lille udsnit fra Venstres forslag til finanslov:

InnovationBil

Det kan vel ikke være rigtigt? At Venstre rundhåndet giver pengegaver til de allerede etablerede virksomheder og landbruget – dem med hovedaktionærer, store reklamebudgetter og miljøforurenende produktion, mens hjælpen til de unge, entreprenørerne, de nyskabende, de innovative skal skæres ned til en tredjedel?

Venstres Finanslovsforslag 2016: Forringelse af fremtidens muligheder som betaling til fortidens syndere.

Grøn omstilling skaber jobs og bæredygtig vækst – Venstre vil hellere skære ned

SONY DSC
(Kilde)

Flygtningekrisen har med al ret en meget fremtrædende plads i mediebilledet. Men når noget har så stor bevågenhed, så bliver det ofte udnyttet som distraktion af visse regeringspartier til at komme med udmeldinger, der under andre omstændigheder ville have været skabt langt større modvind og kritik. Og det er præcis, hvad Venstre har brugt flygtningekrisen til med en regulær åreladning af Miljø-, Klima- og Naturområdet.

I ly af flygtningekrisen er det således kommet frem, at Venstre vil:

  • Annullere SR-regeringens målsætning om reduktion af CO2 på 40% i 2020.
  • Annulere SR-regeringens målsætning om 100% omstilling til vedvarende energi i 2050.
  • Annullere SR-regeringens målsætning om udfasning af kul i kraftværker.
  • Annullere SR-regeringens målsætning om reduktion af luftforurening i byer gennem forbedring af kollektiv trafik.
  • Nedlægge Grønt Innovationsforum, som blev oprettet i samarbejde mellem SR-regeringen og erhvervslivet for at fremme grøn omstilling i virksomheder.
  • Annullere målsætningen om fordobling af økologiske arealer.
  • Annullere målsætningen om genanvendelse af 50% af affald fra husholdninger (Interessant, set i lyset af kravet om 50% genanvendelse af alt husholdningsaffald i EUs Affaldsrammedirektiv, Artikel 11, stk 2a (Kilde).
  • Annullere målsætningen om 50% el fra vindkraft i 2020.

En kort pause til stille refleksion om, at der ikke rigtig er nogen forskel på rød og blå blok mere.

Således forfriskede…

  • Tilbagerulle Klimapuljen for 2016-2017 på 162 mio. kr., der blev vedtaget som en del af Finanslov 2015.
  • Tilbagerulle for 50 mio. kr. tiltag fra SR-regeringens ressourcestrategi vedrørende affald og genanvendelse.
  • Annullere puljen “Grønne Ildsjæle” på 10 mio. kr., som bliver brugt til lokale, grønne omstillingsprojekter.
  • Skære i en pulje til grønne omstillingsprojekter, der sigter på at få arbejdssøgende ind på arbejdsmarkedet.
  • Skære i en pulje til grønne partnerskaber, som skal sikre naturforbedringer (Netop den pulje var i øvrigt en del af Grøn Vækst-aftalen fra 2009, som blandt andre Venstre indgik).
  • Spare 92,3 mio. kr. på Naturplan Danmark. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Fortrolige notater afslører forventning om hård kritik af nedskæringerne

En stor del af oplysningerne om de ovennævnte annulleringer, tilbagerulninger og nedskæringer stammer fra to fortrolige notater udarbejdet af Finansministeriet, som Information har fået fat i.

De to notater – “Tilbagerulning af FL15 klimapulje” og “Nedskalering af øvrige grønne indsatser” – afslører, at Venstre forventer hård kritik af de planlagte nedskæringer.

Et af de konkrete klimaprojekter, som vil blive skåret væk, når sparekniven svinges, er klima- og naturgenopretningsprojektet i Store Åmose, der har været genstand for en del opmærksomhed i medier og hos interesseorganisationer. Og med god grund: Der er allokeret 45 mio. kr. til projektet, blandt andet med sigte på at reducere udledningen af drivhusgasser (altså CO2, Methan, N2O og CFC) med op til 10.000 tons CO2-ækvivalenter/år fra landbrugsjord (Kilde).  I notatet fremgår det:

F.eks. klimaprojekt i St. Åmose er et højprofileret klimatiltag, og det dermed kan medføre politisk bevågenhed, såfremt det besluttes at tilbagerulle initiativet“.

Bevågenhed? Spændende formulering. Det udtrykkes dog tydeligere:

En tilbagerulning kan afstedkomme kritik fra en række aktører, herunder landbruget, der med klimatiltagene på FL15 har forventning om at modtage tilskud til allerede igangsatte eller forventede kommende projekter mv […] Der kan også komme kritik af, at klimamankoen øges“.

Det fremgår altså, at Venstre – i forhold til stort set alle de planlagte tiltag – forventer, at en række forskellige aktører vil synes, at der tale om nogle svært dårlige dispositioner. Nedskæringen i Naturplan Danmark er ingen undtagelse. Om den lyder det:

Særlig ved en omfattende tilbagerulning må der forventes politisk opmærksomhed

Det var da i grunden et ganske heldigt sammentræf, at de oplysninger kom frem her midt i flygtningekrisen. Venstres massakre på miljøområdet er dog ikke gået helt ubemærket hen, og det har, som forventet, resulteret i kritik fra en række aktører. Og ikke blot fra oppositionspartier som Enhedslisten og Alternativet eller  miljøinteresseorganisationer som Det Økologiske Råd, DN og WWF – der i øvrigt omtaler Venstres udspil som en Kamikaze-politik – men også fra erhvervslivet og Venstres politiske medspillere. Konservatives Klima- og Miljøordfører, Mette Abilgaard (K) siger:

Det er godt nok deprimerende læsning. Det vidner i den grad om en regering, som ikke har nogen ambitioner på det her område, og som ikke ønsker en grøn omstilling. Selvfølgelig kan vi se på, om der er enkelte initiativer, hvor vi kan bruge pengene bedre. Det er vi altid åbne over for, men det her ligner bare en helt systematisk slagtning af området“. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Heldigvis for Venstre har de i energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fået en mand, der lader til at være enten faktaresistent eller blot ligeglad. Da han bliver spurgt om de pågældende nedskæringer, udtaler han blandt andet:

Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling. Vi har ikke noget at være flove over. Vi vil fortsat være blandt de lande i verden, der har den mest ambitiøse klima- og energipolitik“. (Kilde).

lars chr. lilleholt11
Lars Chr. Lilleholt (Kilde)

Finansminsteriet fulgte dog en lidt anden linje, da Grønt Innovationsforum blev nedlagt:

Dets opgaver mv. bærer præg af, at man ønskede inspiration til en meget vidtgående grøn omstilling, og formålet vurderes således ikke at være i overensstemmelse med regeringsgrundlagets ambition om ’grøn realisme’“. (Kilde).

Modstridende meldinger er næppe overraskende, og det er i grunden også ligegyldigt. Hvis der reelt var den mindste smule at trække tov om mellem Finansministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, så vil det – i en Venstre-regering – være lige så lidt overraskende, hvem der vinder den tovtrækning. Og man behøver ikke kigge længere end til det 40 sider lange Regeringsgrundlag – og de samfulde 465 ord miljøpolitikken fylder – for at vide, hvor ambitiøs Danmarks indsats på miljøområdet kommer til at være under Venstre. (Kilde)

Venstre halter når der skal handles

Godt. Så lad os kigge lidt på Danmark og grøn realisme (især vigtigt, hvis du er glad for din smartphone).

39 år, 21 år, 20 år og 19 år. Det er forsyningshorisonterne på Kobber, Zink, Tin, Bly og Indium. Altså, som i: Så er der ikke mere tilbage på hele jordkloden. Sammen med en række øvrige sjældne metaller og jordarter udgør de væsentlige dele af al den elektronik, de fleste af os ikke længere kan undvære. F.eks. Smartphones, bærbare computere, en række el-installationer på biler etc. (Kilde)(Kilde)

Hvad mere er: For en række af disse sjældne ressourcer er der en ekstrem koncentration. Lande som Kina, Rusland og Marokko er rigtig heldigt stillet, mens vi andre har udsigten til – om 40 år – at skulle betale 25.000 kr. og vores førstefødte for den nyeste Iphone. (Indrømmet: Det med de 25.000 kr. og den førstefødte er ikke faktatjekket).

Det lyder godt gammeldags træls, men det er dog en frydefuldt ironisk tanke, hvis osteklokke-fremmedfjendske Danmark skal gå tiggergang hos Marokko (sidder på halvdelen af verdens phosphorressourcer og vurderes at være eneleverandør indenfor 50 år) for at få næringsstoffer til dansk landbrugs overlevelse (Kilde).

Og det er ikke de eneste områder, der er i problemer. Forsyningshorisonten for olie vurderes så lavt som 20 år, for kul ca. 200 år. Energiområdet er med andre ord omstillingsparat, så det forslår. Og solceller på parcelhustaget er ikke nok. Så hvis man gerne vil hurtigt på arbejde, så er det tid til at se sig om efter en el-bil. Altså, hvis den el, som bilen kører på, er produceret ved energiudnyttelse af affald. Ellers er man lige langt (Kilde)(Kilde).

Så når forsyningshorisonterne ser ud som de gør, så bliver det pludselig vigtigt, at man bevæger sig væk fra “brug-og-smid-væk”-kulturen. Men, hvordan klarer Danmark sig i den sammenhæng?

Danmark er det land i EU, der producerer mest affald er indbygger. Hver dansker producerer i gennemsnit 747 kg. affald om året (668 kg. i 2012), mens den gennemsnitlige EU-borger producerer 481 kg. affald. Tallene kan variere efter opgørelsesmetode, men der hersker ingen tvivl om, at Danmark hører til den absolutte top, når det kommer til at producere affald. Og det er endda til trods for, at Danmark ligger langt bag førerfeltet, når det kommer til genanvendelse. Lande som Slovenien, Østrig, Tyskland, Schweiz, Sverige, Belgien og Irland genanvender alle mellem 33%-55% af deres samlede affaldsmængder, mens Danmark er nede på 28%. (Kilde)(Kilde)

Danmark er samtidig det land, hvor klimabelastningen per indbygger  er den 4. største i verden, kun overgået af de tre hovedrige oliestater Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Især Danmarks store import af soya til dyrefoder i landbruget vejer tungt, fordi det resulterer i massiv skovrydning. Faktisk er danskernes belastning af jordkloden så stor, at hvis alle i verden skulle have samme forbrug som danskerne, så ville det kræve 4 jordkloder. (Kilde)(Kilde)

Så hvad er grøn realisme? Tjah… hvis man har bare den mindste ambition om, at vores børn og børnebørn skal have en nogenlunde velfungerende klode at leve på – og med mindre man gerne vil være ressourceafhængige af lande som Rusland, Kina og Marokko – så er det at få sat skub i den grønne omstilling i en fart.

Grøn omstilling virker

Der findes en række eksempler på, at grøn omstilling og cirkulær økonomi virker. Cirkulær økonomi er, meget kort fortalt, et udtryk for, at man skaber vækst og industrielle fordele ved at skabe lukkede kredsløb til genbrug af materialer.

I Choisy-Le-Roi, Frankrig, ligger en Renault-fabrik, der producerer reservedele til biler. Fabrikken har gennem flere år gennemført grønne omstillinger ved at indsamle brugte autodele, som genfremstilles. Det vil sige, at de oparbejdes til at kunne bruges igen. De genfremstillede reservedele er af høj kvalitet og bliver solgt med samme garanti som nye reservedele – men koster kun mellem 30-50% af reservedelenes nypris.

Til hver genfremstillet reservedel bruges 80% mindre energi, 88% mindre vand, 92% færre kemikalier og produceres 70% mindre affald, end når der skal fremstilles en ny reservedel. Samtidig har den grønne omstilling resulteret i, at fabrikken ikke længere har udgifter med at sende affald til deponi, fordi alt genbruges eller genanvendes. På den måde beskæftiger fabrikken 325 ansatte og omsætter for 100 millioner euro. (Kilde)

Og man behøver ikke engang kigge længere end til Kalundborg for at finde eksempler på, at grøn omstilling og cirkulær økonomi virker. Her findes Kalundborg Symbiosecenter, som er et samarbejde mellem en række virksomheder og offentlige myndigheder. Formålet er at skabe lukkede materialekredsløb, så de involverede virksomheder kan genanvende hinandens brugte materialer.

Materialekredsløbet i Kalundborg Symbiose. (Kilde)

Samarbejdet har ikke blot skabt markante økonomiske besparelser for virksomhederne, der har haft reducerede udgifter til materialer, men det har også resulteret i store miljøforbedringer, som f.eks. recirkulationen af mere end 3.000.000 m3 vand, og at 150.000 tons gær har erstattet CO2-tunge soyaproteiner i foder til grise. (Kilde)(Kilde)

Og de eksempler er to blandt mange. På ellenmacarthurfoundation.org kan man se en række af cases, som illustrerer, at grøn omstilling og cirkulær økonomi ikke blot skaber miljøforbedringer, men også jobs og vækst.

Det underbygges i en omfattende analyse udarbejdet af 3Fs Grønne Tænketank, som består af en række erhvervsfolk og forskere. Med analysen “Grøn Omstilling – Vejen til nye job og bedre klima” undersøges det, hvilke effekter grøn omstilling vil have på jobskabelsen. Analysen behandler grøn omstilling indenfor områderne: Affald og ressourcer, fjernvarme, vandteknologi, bioøkonomi, energirenovering og vindenergi.

Analysen konkluderer, at der på de områder kan skabes 15.000 permanente stillinger, og op til 58.000 midlertidige stillinger i forbindelse med de indledende faser, hvor projekterne implementeres. (Kilde)(Kilde)

Men Venstre vil hellere skære ned.

Dansk Folkeparti bondefanger kernevælgerne

18190542723_e922c3cec0_k (1)
Kristian Thulesen Dahl ved Folkemødet 2013 (Kilde)

Dansk Folkeparti er det parti i Folketinget, som – også økonomisk – stemmer længst til højre; længere til højre end Liberal Alliance. DF har gang på gang stemt ja til at skære i velfærdsydelser – f.eks. ældrepleje – og samtidig stemt ja til sænke skatten for de rigeste. Det viser en omfattende analyse af partiernes stemmer udarbejdet af analysefirmaet Buhl & Rasmussen. (Kilde)

Valget 18. juni 2015 viste om noget, at troværdighed er en afgørende faktor. Lars Løkkes troværdighed – eller mangel på samme – var direkte årsag til Venstres historisk store tilbagegang, og således indirekte årsag til Dansk Folkepartis fremgang. Men hvor troværdige er Dansk Folkeparti?

Dansk Folkepartis løfter til kernevælgerne

Dansk Folkeparti har helt overordnet slået sig op på to mærkesager i medierne:

  1. Stramninger på udlændingeområdet
  2. Velfærdsforbedringer – for danske statsborgere.

De fleste er ikke i tvivl om, at Dansk Folkeparti har været succesfulde i forhold til at få Venstre og Konservative til at gøre det mere ubehageligt at være fremmed i Danmark. Men hvordan går det egentlig med Dansk Folkepartis andet kerneområde: Velfærdsydelser og beskyttelsen af de svageste i samfundet? Besvarelsen af det spørgsmål starter med et citat.

Dansk Folkeparti og Venstre – den ene hånd vasker den anden

Den form for kræmmermentalitet, hvor regeringen betaler DF for at stemme for finansloven, skal vi væk fra” – Daværende Retsordfører, Venstre, Kim Andersen, 2011. (Kilde)

Citatet er ofte trukket frem som en kritik af Venstre: At de gik med til adskillige, massive stramninger på udlændingeområdet i 2001-2011 som betaling for, at Dansk Folkeparti lagde stemmer til VK-regeringens finanspolitiske udspil.

Men der skal to til at danse tango, og ofte glemmer man at vende det citat om: Hvis Venstre har solgt ud på udlændingeområdet for at få stemmer til økonomiske tiltag, så må Dansk Folkeparti jo også have solgt ud for at få deres udlændingestramninger: Nemlig, på velfærdsområdet.

Tallene lyver ikke

Analysefirmaet Buhl og Rasmussen har gennemført en omfattende analyse af mere end 300 afstemninger i Folketingssalen. Billedet er klart: Dansk Folkeparti stemmer længere til højre end noget andet parti – ikke blot på udlændingeområdet, men også økonomisk. (Kilde)

stefor1
Partiernes placeringer ved afstemninger i Folketinget (Kilde)

Det mønster gjorde sig især gældende i perioden 2001-2011, hvor Dansk Folkeparti var regeringsbærende støtteparti for Venstre og Konservative. Der stemte Dansk Folkeparti stort set identisk med Venstre og Konservative, når det kom til økonomi og finanspolitisk, som nedenstående figur viser.

DFstem11
Dansk Folkepartis afstemninger i Folketinget på finansområdet (Kilde)

Sagt på en anden måde: Når Venstre og Konservative i den periode fremlagde forslag om at sænke skatten og skære i velfærden, så er det blevet gennemført med stemmer fra Dansk Folkeparti. Og de har således stemt ja til skattestoppet i 2001, Forårspakken i 2004, Skattereformen i 2007 samt Forårspakken 2.0 i 2009. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Der er altså tale om, at Dansk Folkeparti løbende har lagt stemmer til en borgerlig-liberal politik, som i høj grad har været med til at skabe økonomiske fordele for de rigeste fremfor samfundets lavindkomstgrupper: Dansk Folkepartis kernevælgere. (Kilde)

I 2010 bliver netop førnævnte politiske tiltag beskrevet i en kronik i Berlingske, hvor administrerende direktør for tænketanken Cevea, Jens Jonatan Steen, undersøgte Dansk Folkepartis stemmeafgivelse under den daværende VK-regering.

Han understreger ligeledes, at Dansk Folkeparti har stemt ja til reformer, som har belønnet de rigeste på bekostning af de svageste i landet. Især prototypen på Dansk Folkepartis kernevælger – den ca. 60-årige, ufaglærte person bosat i provinsen – har betalt prisen og har fået mindst ud af, at Dansk Folkeparti har stemt ja til at skære i velfærden og at sænke skatterne.

På den baggrund konkluderer kronikken:

“Dansk Folkepartis store succes skyldes dermed ikke dets sociale indsats eller kampen for samfundets svageste, men tværtimod dets populistiske fokus på en række nicheområder, som har gjort det muligt at føre en fordelingspolitik, der går stik imod dets egne vælgeres interesser og levevilkår. DFs symbolpolitik repræsenterer således et af de allerstørste fupnumre i dansk politik”. (Kilde)

Dansk Folkeparti fortsætter med at  lade kernevælgerne i stikken

Ved valget i 2011 gjorde Pia Kjærsgaard meget ud af at understrege, at Dansk Folkeparti for alt i verden ville bevare efterlønnen. Det giver mening. Efterlønnen er især tænkt som en ordning for de, der har haft et opslidende arbejdsliv og i en alder af 60+ ikke er i stand til at arbejde mere. Det vil typisk sige ufaglærte, som har haft et fysisk krævende arbejde – altså en del af Dansk Folkepartis kernevælgergruppe.

Videoen nedenfor viser Pia Kjærsgaards udtalelser før valget i 2011, og hvordan hun efter valget blev konfronteret med, at Dansk Folkeparti alligevel var med til at reducere kraftigt i efterlønnen.

Det er alligevel imponerende: Pia Kjærsgaard forsøger simpelthen at bruge som “forsvar”, at Dansk Folkeparti skar i efterlønnen før valget, og ikke efter. Det vil utvivlsomt være en enorm trøst for de, der er på efterløn.

Den nuværende regeringsperiode nåede heller ikke at blive særlig gammel, før Dansk Folkeparti begik første kovending og løftebrud overfor sine kernevælgere.

Vi tager det kronologisk.

September 2014: Dansk Folkepartis Landsmøde, hvor Kristian Thulesen Dahl udtaler sig om den såkaldte “Ældre-Milliard” – en milliard kroner øremærket til ældreplejen:

En klokkeklar udmelding: Dansk Folkeparti vil have en milliard til de ældre – og kun de ældre.

Maj 2015: Kristian Thulesen Dahl bliver interviewet om, hvordan Dansk Folkeparti vil forholde sig til Venstres planer om nulvækst i den offentlige sektor:

Vi tror ikke på nulvækst. Hvis vi skal have et ordentligt velfærdssamfund, også når der kommer flere ældre i vores samfund, som selvfølgelig skal have ordentlig og værdig pleje, så skal der være plads til en beskeden realvækst i den offentlige sektor“. (Kilde)

Pia Kjærsgaard udtaler sig ved samme lejlighed om nulvækst, dog endnu mere firkantet:

Det bliver ikke til noget. Der vil ikke være flertal for nulvækst, og jeg synes, det var meget vovet, da Lars Løkke kom med nulvækst på sit landsmøde for nogle år siden. Det pudsige er, at vi før har været enige både med Venstre og Konservative om, at det skulle være 0,8 [% stigning i realvækst]. Der ved man, hvor man har Dansk Folkeparti. Den opfattelse har vi stadig. Det er Venstre, der har fjernet sig” (Kilde)

Der ved man, hvor man har Dansk Folkeparti“. Den udmelding holder vi lige fast i…

Slutningen af maj 2015, blot tre tre uger før Folketingsvalget: Kristian Thulesen Dahl bliver igen interviewet om Venstres planer om nulvækst:

Stadig et utvetydigt nej til nulvækst.

3. Juli 2015, ca. 2 uger efter Folketingsvalget: Venstre fremlægger sin Kommuneaftale, som medfører – ikke bare nulvækst – men sågar minusvækst og besparelser i alle landets kommuner.

Særlig betydningsfuldt er, at Venstres Kommuneaftale vil betyde, at den øremærkede Ældre-Milliard bliver afskaffet. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

9. juli 2015: Dansk Folkeparti stemmer ja til Kommuneaftalen. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Kort opsummeret:

  • DF siger “Ja til Ældre-Milliard!” (September 2014) .
  • DF siger “Nej til nulvækst!” (Maj 2015).
  • DF siger “Nej til nulvækst!” (Ultimo maj 2015).
  • Folketingsvalg (18. juni 2015).
  • Dansk Folkeparti stemmer “Nej til Ældre-Milliard. Ja til nulvækst” (9. juli 2015).

Det er godt, at man ved, hvor man har Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis hykleri har bredt sig til kommunerne

Det er ikke kun i Folketinget, at Dansk Folkeparti sælger ud i forhold til deres ellers stort opreklamerede rolle som det parti, der arbejder for velfærd og de svageste danskere. Også i de kommunale byråd stemmer Dansk Folkepartis politikere ja til at skære i velfærd – som f.eks. ældrepleje.

FOA og Ekstrabladet har gennemført en undersøgelse af en række af landets kommuner. Undersøgelsen viser, at i 8 ud af 9 kommuner – hvor Dansk Folkeparti endda sidder på posten som udvalgsformand for ældreområdet – har DF været med til at vedtage besparelser på ældreområdet.

Undersøgelsen konkluderer følgende:

  • På trods af centrale udmeldinger, er Dansk Folkeparti med til at spare store summer på de ældre i landets kommuner.
  • Dansk Folkeparti er med til at vedtage besparelser på de ældres mad og rengøring, store rammebesparelser på plejecentre, øget brugerbetaling for de ældre og stigende fokus på rehabilitering.” (Kilde)(Kilde)

Det er godt, man ved, hvor man har Dansk Folkeparti

Konklusion

Dansk Folkeparti prøver at sælge sig selv som et velfærdsparti, der stræber efter at beskytte de svage danskere, som f.eks. ældre. Det er et budskab, som ved enhver lejlighed skriges ud til alle Danmarkshjørner gennem medierne.

Men når det kommer til at afgive stemmer i Folketinget og i byrådssalene, så bliver der stemt ja til at skære i velfærden og sænke skatten for de rigeste. Dansk Folkeparti har således gentagne gange handlet i strid med det billede, som de forsøger at tegne af sig selv i medierne – i strid med det, de lover deres kernevælgere.

Det er dér, man har Dansk Folkeparti.

Og det efterlader to spørgsmål:

  • Hvornår vil den samlede danske presse for alvor sætte en stopper for, at Dansk Folkeparti slipper afsted med at sige et og gøre noget andet?
  • Hvor lang tid går der, før Dansk Folkepartis kernevælgere finder ud af, at de er blevet udsat for et af dansk politiks største svindelnumre?

Da Danmarks deltagelse i Irak-krigen pludselig ikke var tilstrækkelig belyst

Pind Kras (2)

Forleden var Søren Pind på besøg hos Martin Krasnik. Det gik ikke særlig godt for Søren Pind; og man må efterhånden spørge sig selv om, hvorfor højrefløjspolitikere bliver ved med at sige ja til at deltage i Krasniks program. Inger Støjbergs “jeg er ret sikker på”-nedsmeltning for åben skærm var uden for kategori, men Søren Pind trådte nu også godt og grundigt i spinaten på en interessant måde. Ham vender vi tilbage til.

Højrefløjen er “ret sikre på” Irak-Kommissionen bør lukkes

Siden det kom frem, at Lars Løkke ville nedlægge Irak-Kommission har højrefløjen holdt sig til de samme begrundelser:

  1. Vi finder, at omstændighederne omkring Danmarks deltagelse i Irak-krigen er tilstrækkelig belyst”.
  2. Vi synes bare, vi skal bruge skatteborgernes penge med stor fornuft og omtanke”. (Kilde)

Begrundelse nr. 2 blev hurtigt nedtonet. Den var både uforskammet og dum. Uforskammet overfor de 284 danske soldater, som er blevet dræbt eller såret i den danske koalitionsindsats – og dum set i lyset af, at Kommissionen på tre år har brugt ca. 14 mio. kr., mens selve Irak-krigen har kostet de danske skatteborgere 2.400 mio. kr. (Kilde)(Kilde)

Graf Irak Kommission
(Kilde)

Det blev i øvrigt hurtigt påpeget af opposition, militære eksperter, jurister og historikere, at der var tale om noget enestående i dansk historie. For det første var Irak-krigen en af de største danske, militære indsatser nogensinde. For det andet invaderede Danmark aktivt en suveræn stat.

Alt dette foregik i øvrigt uden FN-mandat – hvilket § 19, stk. 2 i Grundloven ellers foreskriver, at man skal have. Og så skal man alligevel være mere end almindeligt dumsmart, hvis man råber op om, at det ikke er værd at spendere et beløb – der i sammenligning med selve krigens omkostninger er en dråbe i havet – på at undersøge sagen nærmere. (Kilde)(Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det hele er tilstrækkeligt belyst – vi lover det!

Derfor blev det hurtigt begrundelse nr. 1, der var fremherskende: ”Jamen, vi HAR allerede undersøgt alt, hvad der er at undersøge – lad nu bare den der Irak-kommission ligge, ing?”. Lars Løkke sagde det. Jacob Ellemann-Jensen sagde det. Carl Holst sagde det. Venstre fik endda et par DF’ere til at sige det. Det kan umiddelbart undre, når Dansk Folkeparti vist nok plejer at være meget skingre – ja, altid – men især, når det kommer til modige, danske soldater.

Omvendt ville det selvfølgelig være træls, hvis der kom alt for meget fokus på, at Dansk Folkeparti på et falsk grundlag har været med til at sende danske soldater afsted i en krig, som har destabiliseret store dele af Mellemøsten med enorme flygtningestrømme til følge. Og Konservative, der ellers bryster sig af at være Retssikkerhedsparti nr. 1, sluttede sig også til koret af stemmer, der messede: ”Tilstrækkeligt belyst! Tilstrækkeligt belyst! Tilstrækkeligt belyst!”.

Samtidig blev højrefløjspartierne dygtige til at sige ting som: “Langt hen ad vejen virker det som om, at det eneste formål, der er med den kommission, det er at tjene et hævntogt fra de partier, der var i mod Irak-krigen“. Det her citat stammer fra Marie Krarup (DF); men ganske symptomatisk for den slags udmeldinger – og for DF og Venstre i det hele taget – så haltede det noget med dokumentation for påstandene om politisk hetz mod Anders Fogh Rasmussen og de øvrige politikere, som sagde ja til at invadere Irak. Det var nok også en af de ting, som højrefløjen var “ret sikre på“. (Kilde)(Kilde)

Men naturligvis: Når nogen formaster sig til at undersøge omstændighederne for, at Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative sendte Danmark i krig – på et grundlag, der siden hen er blevet komplet gennemhullet af USAs, Englands og de øvrige koalitionslandes undersøgelser af sagen – så må det bestemt være fordi, de bare er ude på at sværte Anders Fogh Rasmussens gode navn og rygte til. (Kilde)(Kilde)(Kilde)

Det kan helt sikkert ikke have noget at gøre med, at alle andre undersøgelser ubestrideligt har dokumenteret betragtelige fejl og mangler i krigsgrundlaget. Og at det derfor kunne være hensigtsmæssigt at se på, hvad der skete herhjemme i Danmark dengang og lære af de fejltagelser, så man ikke en anden gang – upsedasse – kommer til at gå i krig på et falsk grundlag…

Nej, det lyder sgu for letkøbt. Det må bestemt være den der med, at venstrefløjen bare er ude efter stakkels Anders Fogh.

Det hele er ikke tilstrækkeligt belyst – vi dokumenterer det!

Problemet var bare, at rigtig mange andre fandt, at den danske deltagelse i Irak-krigen ikke var tilstrækkelig belyst. Og ikke blot medlemmer af venstrefløjen. Alt fra juridiske eksperter, folk med ekspertviden om Irakkrigen samt, ikke mindst, amerikanske topembedsmænd, der i sin tid selv agerede politiske kuglestøbere, da Irak blev invaderet. Men endnu vigtigere, så fremkom skriftlige kilder, der medførte en række ubesvarede spørgsmål.

Juraprofessor ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, blev interviewet af Jyllandsposten om lukningen af Irak-Kommissionen. Han udtalte: “Hvis du spørger mig, så viser de ting, der er kommet frem de seneste dage, ret klart, at området ikke er tilstrækkeligt belyst. Der er meget, der tyder på, at der er ganske meget mere, man kunne have fået frem“. (Kilde)

Anders Fogh Rasmussen garanterer Danmarks deltagelse i Irakkrigen overfor USA allerede i 2002

Jens Elo Rytter bygger især sine argumenter på, at et i lang tid tilbageholdt notat har dokumenteret, at Anders Fogh Rasmussen den 27. marts 2002 (altså 1 år før krigen i Irak) afholdt et møde i Pentagon med daværende, amerikanske vice-forsvarsminister Poul Wolfowitz – og at Anders Fogh Rasmussen allerede på dette tidlige tidspunkt lovede USA, at Danmark ville deltage i krigen. Det giver i sig selv anledning til spørgsmål, at Anders Fogh Rasmussen kunne love dansk deltagelse i krigen til det amerikanske forsvarministerium uden at have flertal i Folketinget, og uden FNs våbeninspektører var færdige med deres arbejde.

Fogh Bush
George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen (Kilde)

Det er yderligere interessant, fordi Anders Fogh Rasmussen den 21. januar 2003 – altså ca. 1 måned før Irak-krigen gik igang – afviste overfor Folketinget, at der allerede forelå planer om dansk krigsdeltagelse, hvorfor det ikke gav mening at “foretage hypotetiske spekulationer“, som Fogh udtrykte det.

Mest interessant er det dog, fordi VK-regeringen oprindeligt meldte ud, at grundlaget for at gå i krig skulle være, at Irak besad og udviklede masseødelæggelsesvåben. Men da regeringen fremlagde det officielle Krigsgrundlag B 118, så var begrundelsen for krigsdeltagelsen i stedet, at Irak ikke havde samarbejdet tilfredsstillende med FNs våbeninspektører – og det blev brugt som begrundelse til trods for, at lederen af FNs våbeninspektionsprogram, Hans Blix, gentagne gange meldte ud, at der ikke var belæg for at invadere Irak. (Kilde)(Kilde)

Men det skal vi ikke undersøge nærmere.

Søren Gade og Forsvarsministeriet forsøger at skjule samarbejde med Blackwater

I henhold til en række dokumenter, som Jyllandsposten fik frigivet, indgik det danske forsvar samarbejde med sikkerhedsfirmaet Blackwater. Den oplysning er først og fremmest interessant, fordi Blackwater – i ugerne op til indgåelsen af aftalen med det danske forsvar – var involveret i en massakre, hvor 14 civile irakere blev dræbt. Fire Blackwater-ansatte er sidenhen dømt for mord og manddrab i USA. Det giver i sig selv anledning til spørgsmål om forsvarsministerens overvejelser omkring et samarbejde med Blackwater.

Endnu mere interessant er dog, at dokumenterne også viste, at Forsvarministeriet forsøgte at skjule samarbejdet med Blackwater overfor Folketinget. Det skete ved, at en række dokumenter blev omskrevet i forhold til omstændighederne omkring samarbejdet, så forsvaret kunne fastholde overfor offentligheden, at der ikke havde været samarbejde med private sikkerhedsfirmaer i Irak.

I efterfølgende notater fra Forsvarkommandoen blev der i øvrigt henvist til “sagens sensitive politiske karakter”, ligesom Søren Gade endda har indrømmet, at Forsvarsministeriet ” ikke ligefrem ruttede med sandheden”. (Kilde)

Men det skal vi ikke undersøge nærmere.

Når først USA kritiserer Danmark for at nedlægge Irak-Kommissionen…

Nedlæggelsen af Irak-Kommissionen har også været udsat for international kritik. Og ikke blot, som forventet, fra de lande, der var imod Irak-krigen til at begynde med; også fra USA. Kritikken kommer sågar fra højtstående embedsmænd i den Bush-regering, som iværksatte invasionen af Irak på et falsk grundlag. Paul Pillar (tidligere CIA-chef) og Lawrence Wilkerson (tidligere stabschef for Udenrigsminister Colin Powell) har begge lagt mærke til Løkke-regeringens skrinlæggelse af Irak-Kommissionen.

Colin Pow
Tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powell (Kilde)

Lawrence Wilkerson udtaler:

Et demokrati bør ikke handle på den måde. Det er usundt, at politikerne ikke er villige til at få deres beskidte vasketøj undersøgt offentligt. En konservativ vurdering er, at mellem 150.000 og 300.000 mennesker er blevet dræbt (i Irak, red.). Enhver regering og ethvert land må undersøge sin deltagelse i dette massemord“. (Kilde)

Paul Pillar følger op:

Hvis jeg var borger i Danmark, ville jeg ønske at vide, hvordan mit land blev fedtet ind i denne sag. Og jeg vil mene, at en dansk undersøgelse bl.a. burde gå i dybden med spørgsmål om, hvordan forholdet til USA og Storbritannien influerer på udenrigspolitiske beslutninger. (Kilde) 

På spørgsmålet om, hvordan han forholder sig til Løkke-regeringens nedlæggelse af kommissionen svarer Paul Pillar:

Jeg mener, det er udtryk for en ekstraordinær mangel på politisk mod. Men jeg er ikke overrasket. Det samme er tilfældet i USA. Vi foretrækker at feje spørgsmålet om krigsbeslutningen ind under gulvtæppet, at lade som om intet er sket og smile glad til verden”. (Kilde)

Samtidig giver Pillar ikke meget for, at Venstre-regeringen forsøger at holde fast i, at man allerede ved, at grundlaget for at gå ind i krigen var falskt. Og de betragter det på ingen måde som valid grund til at nedlægge kommissionen:

Det eneste, vi ved om beslutningsprocessen, er det, journalister og folk som jeg selv har skrevet, og journalisters arbejde har ikke samme indflydelse som en stor, offentlig undersøgelse. En kommission er omgærdet af status og prestige. Dens arbejde står tilbage som autoritative udsagn. Konklusionerne er dem, folk refererer til i mange år fremover. Offentlige kommissioners arbejde har langt større betydning end noget, selv den bedste journalist kan komme frem til“. (Kilde)

Professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen, bakker op omkring Pillar og Wilkersons udmeldinger:

Alle er enige om, at Danmark gik i krig på et svagt grundlag. Det har netop været regeringens begrundelse for at lukke kommissionen, at vi godt ved det. Men det, vi ikke ved, er, hvorfor processen kørte af sporet. Var det, fordi Anders Fogh Rasmussens (V) regering ikke vidste bedre, eller var det, fordi regeringen bevidst førte Folketinget bag lyset?“. (Kilde)

Men det skal vi ikke undersøge nærmere.

Så hvad i alverden laver Søren Pind ?

Justitsminister Søren Pind sidder, hvor vi efterlod ham – på besøg hos Martin Krasnik. I begyndelsen af interviewet prøver Pind noget spagfærdigt at følge “Tilstrækkelig belyst”-linjen. Men så går Krasnik igang med at spørge ind til kommissionens arbejde:

Kommisson skulle have undersøgt, hvad Forsvars- og Statsministeriet havde af oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben, hvor oplysningerne kom fra, hvad Statsministeren lovede amerikanerne, hvad den irakiske regering kendte til Saddam Husseins forbindelser til Al-Qaeda, hvad forsvarets efterretningstjeneste vidste… Alt dette er – jeg vil ikke engang spørge dig, om du mener det er fuldt belyst – for det er simpelthen ikke fuldt belyst“.

Og så er det, at Søren Pind pludselig forlader den retoriske sporkøring, som Venstre og Dansk Folkeparti ellers har siddet så urokkeligt fast i, at man sikkert ville kunne vække en hvilken som helst Venstre-mand midt om natten, og det første han ville råbe var: “Tilstrækkeligt belyst!”.

I stedet siger Søren Pind:

Men så er det jo godt, at vi en dygtig presse, kritiske journalister og dygtige forskere, som de næste år vil kaste sig over det” (Kilde)

Og der bliver fulgt op på bevægelsen væk fra “Tilstrækkeligt belyst”-retorikken:

Krasnik siger:

Både amerikanerne, hollænderne og briterne har undersøgt, hvor kæden så hoppede af i den beslutningsproces. Hvorfor må vi ikke få den indsigt, som briterne, hollænderne og amerikanerne får?” (Kilde)

Søren Pind svarer:

Det mener jeg også, at man vil få… Vi har jo en dygtig presse, og det er jo ting, som bliver lækket…” (Kilde)

Indsigten er der altså ikke. Det er noget, som – ifølge Søren Pind – først kommer, hvis pressen går i dybden for at finde den information, som mangler.

Til det svarer Krasnik i øvrigt ganske rimeligt, at når det nu er slået fast, at der er information, som ikke er kommet frem, hvorfor så ikke blot lade Kommissionen gøre arbejdet færdigt? Tjah. Det er da egentlig et glimrende spørgsmål.

Det var mærkværdigt at se det interview: Hvad dælen skete der lige? I snart tre måneder har enhver højrefløjspolitiker messet “Tilstrækkelig belyst!”, hvis de blev spurgt om Irak-kommssionen. Og der sidder Venstres Justitsminister i bedste sendetid og følger linjen, at det er det ikke.

pind11
“Vent lidt… var det ikke det, vi havde aftalt, at vi skulle sige?” Søren Pind, Lars Barfoed og Simon Ammitzbøl, Folkemødet 2013 (Kilde)

Men hvorfor skulle kommissionen så lukkes?

Det bruger Søren Pind resten af interviewet på at forklare, og det bliver sagen blot endnu mere interessant af.

Han bruger således temmelig meget tid på, hvordan hele Irak-Kommissionen fra starten har været et politisk skuespil, som har haft til formål at sværte Anders Fogh Rasmussen og den daværende borgerlige regering til.  Søren Pind siger:

Det her blev politiseret fra starten og brugt som løftestang mod Anders Fogh Rasmussen og Gade […] Den proces var et skuespil rettet mod den tidligere statsminister […] Den nedsættelse, den kommission, den handlede om at sværte den daværende borgerlige regering […] Jeg opfatter det som en politisk hetz”. (Kilde)

Mange gange giver Søren Pind den samme begrundelse for nedlæggelsen af kommissionen. At det har været en politiseret proces. Men som alle andre højrefløjspolitikere, der har forsøgt at spille “Anders Fogh er i virkeligheden et offer”-kortet, så yder Søren Pind heller ikke dokumentation for, at Irak-Kommissionen skulle være udtryk for et politisk hævntogt – og ikke udtryk for et ønske om at få kastet lys over den største militære sag i nyere dansk historie. Søren Pind påpeger sågar flere gange, at der er tale om hans vurdering, hans mening. (Kilde)

Så hvis man tager et skridt tilbage – og kigger på Søren Pinds rationaliseringer fra alle vinkler – hvad står vi så tilbage med? Hvorfor blev Irak-Kommissionen så lukket?

Ikke fordi den kostede for mange penge. Ikke fordi “alt er tilstrækkelig belyst“. Men fordi Søren Pind – og en række andre højrefløjspolitikere – “er ret sikre på“, at kommissionen var et udtryk for at hænge Anders Fogh Rasmussen ud. Eller sagt på en anden måde: For at beskytte Anders Fogh Rasmussen.

Derfor var Søren Pinds besøg hos Krasnik interessant.

Og derfor er det også interessant, at Irak-Kommissionen blev lukket ned, just som den havde indkaldt blandt andre Anders Fogh Rasmussen til afhøring (Kilde) (Kilde).

Men det skal vi ikke undersøge nærmere.

Syriske flygtninge 101

hosp
Kamal, kort efter hans 8-årige datter er blevet slået ihjel i et angreb (Kilde)

Nat i Damaskus. I Ghouta-kvarteret ligger folk og sover i deres senge. Mænd, kvinder og børn. Det er egentlig mærkeligt, at det ikke larmer mere – da tønderne bliver kastet ned. Tøndebomber eksploderer normalt i det øjeblik, de rammer jorden. Men det gjorde de ikke natten mellem den 20. og 21. august 2013. Der var nemlig ingen sprængstoffer i tønderne, som i stedet var fyldt ned giftgassen sarin.

Der er offentliggjort billeder taget i lighusene i Damaskus 21. august 2013. Nogle billeder viser lange – meget lange – rækker af døde børn, der ligger på gulvet. De ligger svøbt i hvide klæder, og der er lagt isblokke omkring dem for at bevare ligene og forhindre lugt.

Nogle nåede ikke ud af deres seng, inden giftgassen havde lammet deres respirationssystem, og de blev kvalt. Andre nåede ud i kvarterets gader, hvor de panisk vaklede rundt, mens de tog sig til halsen og til sidst faldt omkuld, rystende og med fråde om munden. Atter andre nåede at komme til felthospitalerne i Damaskus, men modgiften slap hurtigt op.

Administrationen i det Hvide Hus har udarbejdet en rapport om hændelsen. Det vurderes, at 1.429 mennesker blev myrdet under giftgasangrebet. 426 af dem var børn. (Kilde)(Kilde)

Ghouta_massacre4
Massakren i Ghouta (Kilde)

Der findes folk i Danmark, som kalder syriske flygtninge for bekvemmeligheds-flygtninge. Der findes folk i Danmark, som spytter på syriske flygtninge – på syriske børn.

Krigen i Syrien – ultrakort fortalt

I marts 2011 maler en gruppe unge drenge revolutionære, anti-Assad slagord på en mur. De bliver anholdt og udsat for meget voldsom tortur. Det medfører en række demonstrationer, som Assad-styret slår hårdt ned på. Det resulterer dog blot i flere demonstrationer, som Assad-styrker også angriber: Adskillige demonstranter bliver skudt og dræbt. Efterfølgende begravelser af dræbte demonstranter bliver også angrebet, og de sørgende bliver beskudt.

Situationen udvikler sig til en regulær væbnet konflikt mellem Assad-styret og det, der kommer til at hedde Den Frie Syriske Hær: En samling af forskellige revolutionære grupperinger og afhoppede Assad-soldater, som bliver ledet af Riaf al-Assad, en afhoppet oberst. Oppositionen organiseres yderligere ved oprettelsen af Syrian National Council – og senere Syrian National Coalition – der begge har sæde udenfor Syrien.

Billedet af Oppositionen bliver hurtigt mudret, fordi ekstremistiske grupper, som f.eks IS, sender folk fra Irak ind i Syrien for at kæmpe samt udnytte og forværre de ustabile forhold i landet.

Der er ikke umiddelbart tegn på, at hverken Assad-styret eller Oppositionen kan få overtaget. (Kilde)(Kilde)

Systematisk tortur

Især Assad-styret, men også de ekstremistiske grupper i Syrien, udfører systematisk tilfangetagelse og tortur af både soldater og civile. I den engelske avis The Guardian er der vurderinger af, at op mod 33.000 syrere er fængslet, tortureret og dræbt alene i 2014 – og at så meget som 75% af dem var civile. Antallet af syrere, der stadig er tilbageholdt i de syriske fængsler, anslås at være mellem 150.000 og 230.000, mens over 50.000 mennesker betragtes som forsvundet . (Kilde)(Kilde)

Den 21. januar 2014 bliver et omfattende billedmateriale på 55.000 fotografier smuglet ud af Syrien og frigivet. Billedernes autenticitet er blevet bekræftet af F.B.I. analytikere, og de dokumenterer den voldsomme systematiske tortur. 30 af de billeder bliver i marts 2015 udstillet i FN-bygningen i New York, hvoraf 10 bliver udstillet i bygningens Genocide Prevention Center.

Disse 10 billeder viser 27 mænd, 2 børn og 1 kvinde. Kroppene er tydeligt udsultede, øjnene er stukket ud, huden er flået af eller voldsomt blødende, og nogle af kroppene er forkullede. (Kilde)(Kilde)

Der findes folk i Danmark, som kalder syriske flygtninge for bekvemmeligheds-flygtninge. Der findes folk i Danmark, som spytter på syriske flygtninge – på syriske børn.

Syrien sønderbombet

Store dele af Syrien, især byerne, er mærket af krigen. Aleppo er Syriens største by og en af de mest betydningsfulde rent historisk. Byen er udsat for voldsomme kampe, hvor Assad-regimet, Oppositionen og ekstremistiske grupper forsat kæmper om herredømmet. Byen har gennem hele krigen været præget af massive ødelæggelser, og hele bydele er blevet jævnet med jorden. (Kilde)

Bombed_out_vehicles_Aleppo
Aleppo i 2012 (Kilde)

Store dele af Aleppo oplever jævnligt mangel på elektricitet og vand. I den østlige bydel, hvor indbyggertallet er faldet fra 1.000.000 til 40.000 under krigen, har befolkningen hverken haft rindende vand eller el i over et år. (Kilde)

Både Assad-styret og væbnede oprørsgrupper foretager målrettede bombeangreb mod hospitaler, skoler og øvrige offentlige institutioner. De fleste er lukket – hvilket også gælder butikker, banker med mere – og mange af få tilbageværende felthospitaler og skoler er flyttet under jorden for søge beskyttelse mod bombardementerne.  (Kilde) (Kilde)

Amnesty International har udgivet en rapport om situationen i Syrien. Phillip Luther, Direktør for Amnesty Internationals program i Mellemøsten og Nordafrika, er af den opfattelse, at Assad-regimet har sat sig for at udføre en kollektiv afstraffelse af hele byen som bod for oprøret. Han skriver i rapporten:

Livet for de civile i Aleppo bliver mere og mere ubærligt. Det skyldes regeringsstyrkernes udbredte overgreb i form af ondsindede og ubønhørlige luftangreb mod civile områder. Disse forkastelige og fortsatte angreb mod beboelseskvarterer er udtryk for en politik, der bevidst og systematisk går efter civile“. (Kilde)

Rapporten bygger i øvrigt på en række interviews med folk, der har overlevet de mange bombardementer. Fra en øjenvidneberetning i rapporten:

Jeg så børn uden hoveder. Kropsdele overalt. Jeg forestiller mig, at helvede ser sådan ud” (Kilde)

En kirurg på et af de lokale felthospitaler sætter ord på sine oplevelser:

Tøndebomber er det mest grufulde og ødelæggende våben. Vi er nødt til at håndtere et væld af skader, så mange amputationer, indvolde, der hænger ud af kroppen – det er for rædselsfuldt“. (Kilde)

En geografilærer beskriver en oplevelse fra april 2014. Det foregik på Ain Jalut skolen, hvor børn var i færd med at udstille kunstværker. Assad-styrker angreb skolen.

Jeg så ting, jeg ikke kan beskrive. Der var dele af børn, blod allevegne – kroppene var sønderrevne“. (Kilde)

Der findes folk i Danmark, som kalder syriske flygtninge for bekvemmeligheds-flygtninge. Der findes folk i Danmark, som spytter på syriske flygtninge – på syriske børn.

Uden mad og drikke… dør man

I både Aleppo og Damaskus er der efterhånden udstrakt mangel på fødevarer, og det er en daglig kamp at overleve. Det er blandt andet en konsekvens af, at der har udviklet sig et sort marked, typisk kontrolleret af de væbnede oprørsstyrker, hvor de få tilbageværende lagre af fødevarer sælges til uhyrlige priser.

I Amnesty Internationals rapport er der blandt andet fotodokumentation af, hvordan børn drikker vand, som flyder ud på gaden, efter et missilangreb har ødelagt en rørledning. Og grundet den store mangel på mad er flere mennesker begyndt at spise både katte og kaniner, hvor de kan finde dem. Det bliver omtalt som Aleppos nye fastfood. (Kilde)

I både Aleppo og Damaskus er folk begyndt af dø af sult som følge af krigens mange belejringer. Især bydelene Tadamoun, Yalda og Babila i Damaskus er under hårdt pres. Det vurderes, at der i de områder er over 50.000 familier, der lider af fejlernæring og sult som følge af Assad-troppernes konstante belejring (Kilde).

Der findes folk i Danmark, som kalder syriske flygtninge for bekvemmeligheds-flygtninge. Der findes folk i Danmark, som spytter på syriske flygtninge – på syriske børn.

Danmark og de syriske flygtninge

Syrien har knapt 23 millioner indbyggere, og siden borgerkrigens begyndelse er der op mod en kvart million dræbte og 1 million sårede.  Over 11 millioner syrere er på flugt, hvoraf ca. 4,35 millioner skønnes at have forladt landet, mens mere end 7 millioner er fordrevet fra deres hjem internt i Syrien. (Kilde)

Af de 4,35 millioner syrere, som har forladt Syrien, befinder ca. 1,9 millioner sig i Tyrkiet, 1,2 millioner i Libanon, 650.000 i Jordan, 250.000 i Irak og 133.000 i Egypten. Det betyder, at ca. 95% af alle syriske flygtninge opholder sig i nærområderne. (Kilde)

Af de 4,35 millioner syrere, der har forladt Syrien, befinder ca. 349.000 sig i EU. Det vil sige ca. 8%. Af de 349.000 syriske flygtninge, der er kommet til EU, har Danmark taget imod ca. 11.000. Det svarer til 3,15 % af de syrere, der er flygtet til EU og 0,025% af de syrere, der har forladt Syrien. (Kilde)

Foto Jens Astrup. Venstre fremlægger forslag til ny asylreform på et pressemøde 9. juni 2015.
Foto Jens Astrup. Venstre fremlægger forslag til ny asylreform (Kilde).

Men selv om Danmark er det 7. rigeste land i verden med et BNP på over 300.000 kr. per indbygger (Kilde) – og selv om verden befinder sig i den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig – så har Lars Løkkes nyligt valgte regering, med Inger Støjberg som pinlig spydspids, alligevel brugt det meste af deres tid på:

  1. Udlændingestramninger, der tvinger flygtningebørn ud i et liv under fattigdomsgrænsen. (Kilde)
  2. At indrykke internationale avisannoncer – der har udstillet og latterliggjort danskerne som et af verdens mest fremmedfjendske og nationalekstremistiske folkefærd – med det formål at skræmme især syriske flygtninge væk fra Danmark. (Kilde) (Kilde) (Kilde) (Kilde) (Kilde) (Kilde) (Kilde)

Der findes folk i Danmark, som kalder syriske flygtninge for bekvemmeligheds-flygtninge. Der findes folk i Danmark, som spytter på syriske flygtninge – på syriske børn.

Politikere er medansvarlige for angreb på flygtningecenter

asc1

Den 26. august 2015 blev et Røde Kors flygtningecenter på Djursland udsat for hærværk. Murerne blev overmalet med hagekors, øvrigt nynazistisk kontrafej samt ordene “Første advarsel”, og en af asylcenterets køretøjer blev stukket i brand. Det ikke første gang, den slags hadforbrydelse er sket; hverken mod centeret på Djursland, ej heller mod andre asylcentre. Og det kommer til at ske igen. Alligevel er der mange, især politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti, der helst vil se det som en løsrevet hændelse. Et enkelt afstumpet individ, som har gjort noget utilgiveligt.

Man kan også se det som et symptom – et symptom på en bevægelse, der er sket i Danmark de seneste år. En bevægelse, der især hænger sammen med Dansk Folkepartis fremgang. Men det er ikke så rart for folk fra Venstre og Dansk Folkeparti, for det implicerer en eller anden form for ansvar for, at den slags sker. Og det vil Dansk Folkeparti bestemt ikke høre tale om. Det er faktisk her, de er så dejligt trænede i at spille deres, efterhånden noget slidte, offerkort. Hvor vover vi så meget som at antyde, at de har et ansvar for den slags handlinger? Har DF måske nogensinde opfordret til at male hagekors og sætte ild til et asylcenter? Nej. Men, hvad er det så, DF og deres ligesindede siger?

Alle flygtninge spiser små børn

Martin Henriksen lavede f.eks. en video om flygtningeboliger, som var placeret i nærheden af en børneinstitution. Han gjorde brug den velkendte, hysteriske og overdramatiserende DF-tone og en retorik i retning af: ”Jamen er verden da helt af lave? VI HAR JO FLYGTNINGE LIGE VED SIDEN AF VORES BØRN!!!”. Fraser som “Så galt kan det gå” og “Nu er det gået for vidt” blev brugt. Hvad betyder det rent retorisk? (Kilde)

Børn er det dyrebareste i vores liv; vores fremtid. Børn skal værnes om. Det er en utvetydig sandhed – noget alle kan blive enige om. Når DF laver den slags propaganda, hvor flygtningeboliger ved siden af en børneinstitution bliver fremstillet som en enorm risikofaktor, så umenneskeliggør det flygtninge. Det gør dem til en ting, et begreb. Noget, som er farligt. Farligt for vores børn. Og det er naturligvis hovedpinefremkaldende ironisk, at der i de boliger, som Martin Henriksen var så hysterisk omkring, også bor en del børn. Er de så farlige for sig selv?

Alle flygtninge er vikinger på plyndringstogt

Steen Petersen er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Faxe Kommune. Han var i de fleste nationale medier forleden, fordi han kom med en række udtalelser om, at man skulle bruge magt overfor flygtninge. Han mener, at man skal indsætte NATO-sanktionerede krigsskibe til -med magt – at tvinge flygtninge i gummibåde tilbage, hvor de kommer fra. Der er her tale om familier, som med små børn i armene flygter fra forfølgelse, tortur og voldtægter i Syrien.

Steen Petersen sagde f.eks.: ”NATOs krigsskibe SKAL tvinge dem tilbage uanset følgerne og omkostningerne”. Lad os lige følge den til dørs: ”Uanset følgerne og omkostningerne”. Altså, uanset om de dør af det? Det vil sige, hvis NATOs krigskibe medfører, at gummibådene kæntrer, og mænd, kvinder og børn drukner, så er det bare en af følgerne. Og uanset, hvor mange penge NATO skal bruge på det, så er det bare en del af omkostningerne.

Steen Petersen sagde også: ”Det er en form for angreb, når der kommer så enorme menneskemasser væltende ind over EUs grænser. Så har vi lov til at beskytte os mod en sådan invasion. Det er et økonomisk og kulturelt angreb mod Europa fra landområder, hvor der er problemer, og så har de desværre fået overbevist sig selv om, at der er meget bedre oppe nordpå. Men alle kan ikke komme op til Paradiset og få det meget, meget bedre”. (Kilde)

Hvad er det for ord, der bliver brugt her? ”Enorme menneskemasser” – ”Invasion” – “Angreb” – ”Vi har lov til at beskytte os”. Flygtninge er altså ikke folk, der flygter fra krig, totur og voldtægter. Det er folk, der går i krig mod os. De angriber. Horder af mennesker, der angriber Europa. De angriber Danmark. Og det gør de, fordi de har fundet ud af, at vi har et paradis heroppe i Norden, og de vil have et stykke af lagkagen. De vil tage vores Paradis fra os.

Når Dansk Folkeparti gør sig til eksponent for den type retorik, hvad er det så for et billede af flygtninge, de skaber i offentligheden? Det er først og fremmest et hamrende misvisende og fordrejet billede. Det er skræmmebillede, hvis formål er at få flygtninge til at fremstå som noget farligt. Noget, som angriber os. Noget, vi skal beskytte os i mod. Noget, folk skal være bange for.

Alle flygtninge er Napoleon, Djengis Kahn og Julius Cæsar

Den type retorik er – med en række forskellige politikere som talerør – taget til de seneste år. Mogens Camre udtalte i 2009, at: ”Fejlen er, at man har troet, at man kunne integrere mennesker, som ikke er kommet for at blive integreret, men for at erobre nyt territorium. Alle de EU-lande, der ligesom Danmark kritikløst har ladet store grupper af mennesker fra den muslimske verden indvandre, har præcis de samme problemer”. (Kilde)

At Mogens Camre giver udtryk for national ekstremisme er næppe en overraskelse; men det ændrer ikke på, at han er en offentlig stemme, som også præger samfundets opfattelse af flygtninge. Og Mogens Camre søger på samme måde at skabe et ugyldigt billede af flygtninge og indvandrere som folk i krig, hvis formål er at invadere og erobre landområder. En trussel mod vores samfund.

Samme farlighedsbetragtning udtrykker Søren Pind i sin blog, hvor han skriver om flygtninge: ”De moderne folkevandringer har sat denne adkomst – denne ejendomsret – under pres. Men i sagens natur er det jo et enten eller. Enten består Danmark med sin kultur – eller også, hvad man har set masser af steder, forgår den og Danmark med den. Det er ikke svært”. Flygtninge bliver fremstillet som et angreb mod den danske kultur med en trussel om, at hvis man ikke forsvarer sig, så vil Danmark og danskheden simpelthen gå under. (Kilde)

Alle flygtninge er forhærdede kriminelle og terrorister

Morten Messerschmidt har været involveret i en række forskellige sager af, lad os sige, retorisk interesse. Han indrykkede engang en bladannonce med budskabet om, at et multietnisk samfund var lig med “Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet”. Den skærer vi lige ind til benet: Altså, hvis man ikke er etnisk dansker, så begår man massevoldtægter, vold, skaber utryghed, undertrykker kvinder og er generelt involveret i bandekriminalitet. Mærkeligt nok medførte sagen, at han blev idømt både fængsels- og bødestraf for overtrædelse af Straffelovens §266b, den såkaldte racismeparagraf. (Kilde)

mms

Når det kommer til Morten Messerschmidt og underlødig, fremmedfjendsk retorik, så er der tale om et regulært overflødighedshorn. Det er svært at vide, hvor man skal begynde og slutte. Så det bliver et punktnedslag: “Der er en rød tråd fra den muslimske familiefar, som tillader sin datter at gå med tørklæde og kræver overholdelse af ramadanen, til den afsindige terrorist, der kaprer passagerfly og tordner ind i World Trade Center“. (Kilde)

Rent retorisk, hvad er det så, der sker her? Han tager et velkendt begreb: En familiefar. Selve indbegrebet af rationalitet og god dømmekraft. Således bruges begrebet også juridisk, hvor termen bonus pater fungerer som målestok for god fornuft.

Men, men men… når der er tale om en “muslimsk” familiefar, så er alt vendt på hovedet. En muslimsk familiefar er at sidestille med de vanvittige terrorister, som udførte det mest kendte og mediebelyste terrorangreb i verdenshistorien. Og på den måde bliver der genereliseret:  Den gængse muslim (for hvad er mere af normalt og hverdagsagtigt end familiefædre) – og dermed også den typiske, syriske flygtning – bliver nemlig pludselig portrætteret som en rabiat psykopat, der gerne bruger sin formiddag på at kapre fly og slå 3.500 mennesker ihjel.

Eller også er flygtninge bare almindelig mennesker på flugt fra krig og forfølgelse

Det her er desværre få blandt mange eksempler på, hvordan især Dansk Folkeparti og andre højreorienterede politikere forsøger at fremstille flygtninge: Et umenneskeliggørende skræmmebillede. Et begreb, en ting, som er ude på at gøre os ondt. Ude på at angribe os og erobre vores land. Ude på at omvælte vores samfund og binde os i kulturel trældom. Og jeg har endda, helt bevidst, udeladt hadretoriske højdespringere som Støjberg, Kjærsgaard og Krarup. Dem gemmer vi til senere.

Så, altså. Det er rigtigt. Ingen DF’ere har direkte opfordret til, at man sætter ild til flygtningecentre. Men, når man flittigt bruger medierne til at skabe et så misvisende skræmmebillede af flygtninge, så kan det ikke undre, at folk – som måske er… empatisk udfordrede – får en idé om, at flygtninge er noget, man skal forsvare sig imod – gå til angreb på. Og politikere, der gør brug af den form retorik, bærer et ansvar for den slags angreb. Ligegyldigt hvor meget de spiller offerkortet eller forsøger at tage afstand fra det.